Tips til ansøgningen: SMART objectives
I de kommende numre af nyhedsbrevet vil Forskningsstøtteenheden give tips til ansøgningen. En overordnet anbefaling er at starte på ansøgningen i god tid. Det giver det bedste rådgivningsforløb – og en skarp ansøgning.
I et ansøgningsfelt er konkurrencen stor og alle detaljer tæller. Forskningsprojektet skal selvfølgelig være relevant for det givne call, men dernæst er det formidlingen og præcisionen i ansøgningen, som er afgørende for at komme med i toppen. Evaluatorerne læser mange ansøgninger og hvert afsnit skal stå præcist og svare på det, der er spurgt om i call’et. I dette nummer skriver vi om SMART objectives.
Tænk SMART, når du udarbejder objectives i din ansøgning
Præcise mål vil give dit forskningsprojekt retning og hjælpe dig med at planlægge og kommunikere om projektet. Men de giver også dig og dit team mulighed for løbende at evaluere jeres arbejde. SMART objectives kan være et redskab til at gøre mål for forskningsprojektet tydelige for alle deltagere.
Hvad er SMART objectives?
SMART objectives ( Specific, Measurable, Achievable, Relevant, Time-sensitive) er en måde at formulere de mål og resultater, der skal opnås. SMART- kriterierne sikrer, at målene er veldefinerede, praktiske og nemme at opnå og overvåge.
Specific: Beskriv dine mål præcist. I en ansøgning vil du have mulighed for at give specifikke detaljer om, hvad du planlægger at opnå og hvordan du vil opnå dine mål.
Measurable: For hvert mål skal du angive, hvordan du vil opnå dine mål. Du kan henvise til en baseline, hvorfra du kan spore fremskridt. Angiv de målinger, du vil bruge.
Achievable: Hvert mål skal være gennemførligt og opnåeligt. Der kan være risici og barrierer for succes, men du skal overbevise evaluatoren om, at du kan overvinde disse og fuldføre det, du har sat dig for at gøre.
Relevant: Dine mål skal stemme overens med budgettet, men skal også passe ind i den større kontekst af dine forskningsplaner.
Time-sensitive: Giv detaljer om, hvornår hvert mål vil blive opnået og evalueret.
Næste gang du skriver en ansøgning, så tag dit primære forskningsmål og del det op i SMART Objectives. Derved viser du for bedømmerne, at dit projekt er struktureret, præcist og gennemførligt.
Kontakt Forskningsstøtteenheden, hvis du brug for hjælp til din ansøgning.