Innovative studerende skal bekæmpe tøjspild med god forretningsidé

Store mængder af tøj og tekstiler ender hvert år til forbrænding. Nu skal en gruppe studerende ved Aarhus Universitet forsøge at lave tøjspildet til en god forretning sammen med midtjysk virksomhed.

Hvordan kan man lave tekstilaffald til lækre og bløde havemøbler?

Sådan lyder udfordringen til et hold studerende ved Aarhus Universitet fra den midt- og vestjyske virksomhed Thors Design.

Virksomheden har i mange år produceret møbler af genanvendt træ fra Danmarks havne, men nu vil Thors Design ind i branchen for tekstilgenanvendelse, og her kan de studerende spille en central rolle.

De kommer fra kandidatuddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling på Aarhus Universitets campus i Herning, og det er projektet Technological Business Model Innovation (TBMI), som har bragt dem sammen med virksomhedsledelsen i Thors Design.

I forbindelse med TBMI har Aarhus Universitet sendt over 100 studerende ud i erhvervslivet i Midt- og Vestjylland for at opbygge eller forbedre virksomheders forretningsmodeller, og gruppen af studerende hos Thors Design er særligt begejstrede for at være teamet op med møbelproducenten i Vildbjerg.

”Det er en fed opgave, fordi vi står med en meget konkret udfordring. Samtidig er det virkelighedsnært, da vi arbejder meget tæt sammen med virksomheden. Vores teorier fra universitetet kan virkelig komme os til gavn,” siger Marcus Gregersen, en af de studerende fra gruppen.

Teknologi skal bane vejen
Kort fortalt skal de studerende afsøge de teknologiske muligheder for at bruge tekstilspild til at støbe bløde havemøbler, der samtidig kan modstå vind og vejr. Teknologien til det første findes allerede i stor udstrækning, mens den sidste egenskab stadig er ukendt territorie.

De studerende skal derfor finde en rentabel forretningsmodel for konceptet, mens de udforsker de teknologiske muligheder til at føre det ud i livet.

Carsten Thor, direktør og ejer af Thors Design, håber, at de studerendes viden og input kan være med til at sætte de bedste forudsætninger for, at den nye forretningsidé kan blive en succes.

”Vi er en virksomhed af designere og idémagere. Det vil kræve for mange resurser for os at starte et nyt koncept op af denne størrelse, hvis vi ikke er sikre på, at det kan blive en rentabel forretning. Vi har brug for akademisk input fra de studerende,” siger direktøren.

Brugte tekstiler og tekstilaffald er et område, som har fået øget bevågenhed de seneste år, bl.a. på grund af deres oplagte cirkulære potentiale, der på nuværende tidspunkt langt fra udnyttes. F.eks. ender halvdelen af alt det tøj, vi smider væk, med at blive brændt – også selv om du afleverer det til genbrug hos velgørende organisationer eller tøjbutikker.

Bæredygtighedserfaring giver karrieremuligheder
I en tid, hvor mange danske virksomheder sigter efter en grøn omstilling, er det derfor naturligt hele tiden at udvikle sig på det bæredygtige forretningsområde, vurderer Carsten Thor.

”Derfor har det været helt oplagt for os at se på, hvordan man kan finde helt nye anvendelsesmuligheder til det kasserede materiale,” siger han.

Samtidig mener gruppen af studerende, at forretningsidéens særlige fokus på bæredygtighed kan give dem vigtige kompetencer i fremtidige ansættelser.

”Det er næsten umuligt at finde en virksomhed, der ikke arbejder med grøn omstilling i dagens Danmark. Derfor kan samarbejdet med Thors Design med fokus på bæredygtighed kun være med til at skærpe vores karrieremuligheder, når vi er færdiguddannede,” siger Marcus Gregersen.

TBMI-forløbet afrundes med, at de studerende afleverer en omfattende rapport, der beskriver, hvordan virksomheden kan drage nytte af de nye forretningsmuligheder og teknologier.

Mere info:
Rasmus Eriksen, presserådgiver ved Aarhus Universitet.
Tlf: 93522583, ERIKSEN@AU.DK
Carsten Thor, direktør i Thors Design.
Tlf: 21291294, CARSTEN@THORS-DESIGN.DK

Fakta om TBMI:

  • Et af kerneforløbene for studerende på civilingeniøruddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling (cand.polyt.) ved Institut for Forretningsudvikling og Teknologi i Herning.
  • Højdepunktet er en såkaldt TBMI Challenge, hvor de studerende bliver sendt ud i virksomheder i hele midt- og vestjylland for at løse konkrete problemstillinger for dem fra den 6. til 8. april.
  • Ofte bliver de studerendes arbejde realiseret af virksomhederne.
  • TBMI bliver støttet af Færchfonden og AUHE MidtVests Støttefond.