Ny aftale styrker samarbejdet inden for life science og iværksætteri
Aarhus Universitet og BioInnovation Institute har indgået en partnerskabsaftale for at styrke samarbejdet inden for life science-innovation og iværksætteri.
I løbet af de seneste to år er flere forskningsprojekter og nye opstartsvirksomheder fra Aarhus Universitet blevet optaget på tværs af BioInnovation Institutes programmer, der alle har til formål at bringe forskning tættere på markedet til gavn for mennesker og samfundet.
"Aarhus Universitet har et fremragende forskningsmiljø inden for life science, og vi har allerede hjulpet med at omsætte videnskab til spin-out, fx med STipe Therapeutics. Det videnskabelige gennembrud bag denne virksomhed skete i 2016 på Aarhus Universitet, og i 2018 optog vi virksomheden i vores Creation House-program, hvor vi hjalp med at udvikle den til en stærk investeringscase. På grund af et meget stærkt stiftende team kunne vi allerede i 2019 hjælpe virksomheden med at opnå en serie A-investering på EUR 20 millioner", siger Jens Nielsen, CEO for BioInnovation Institute.
Fra Aarhus Universitet er institutleder Thomas G. Jensen, Institut for Biomedicin, meget glad for, at den nye partnerskabsaftale vil åbne op for et tættere samarbejde, især inden for de tidligste stadier af life science- innovation.
"Vores institut har oplevet en hurtig og næsten overraskende udvikling i de seneste år med hensyn til at omsætte vores forskning til praksis, og en stor del af denne succes skyldes et meget frugtbart samarbejde med Novo Nordisk Fonden og især BioInnovation Institute. Vi er meget taknemmelige og imponerede over de muligheder, vi har fået", siger Thomas G. Jensen.
Et af de vigtigste resultater af det nye partnerskab kan findes i det nyligt oprettede BII Faculty, der tilbyder tre års økonomisk støtte og iværksætterstøtte til de bedste videnskabelige projekter inden for terapi, bioindustrien og sundhedsteknologi fra danske forskningsinstitutioner.
Tidligere på året blev de første projekter tilknyttet BII Faculty fra Danmarks Tekniske Universitet.
"Nyheden om dette program og vores partnerskabsaftale er helt på linje med det fokus, vi har på Aarhus Universitet. I de seneste år har vi set et øget antal patenter samt en større interesse for iværksættervejen fra især den yngre generation. Vejen til markedet er dyr inden for biomedicin, og det har været et stort privilegium, at vi har fået hjælp fra BII", siger Thomas G. Jensen.