Dekanens julehilsen 2018
Dekan Johnny Laursen ser tilbage på 2018 og ønsker alle medarbejdere og studerende på Arts en glædelig jul.
Kære kollegaer
Kære studerende
I modsætning til hvad jeg plejer, har jeg i år skrevet min julehilsen på engelsk og fået den oversat til dansk. Det har jeg valgt at gøre for at udtrykke min respekt for vores mange internationale kollegaer. Jeg er klar over, at mange i løbet af efteråret har været bekymrede for, hvad regeringens seneste tiltag vil komme til at betyde for vores engelsksprogede uddannelser.
På et meget tidligt stadie i processen har vi i fakultetsledelsen bedt afdelingslederne om at understrege over for vores internationale medarbejdere, at vi sætter stor pris på det arbejde, som de gør. Men alligevel har der været en vis usikkerhed. Derfor var mit ønske at fortælle de internationale medarbejdere på engelsk, at fakultetet har brug for dem og fortsat vil tilstræbe at styrke sin internationale profil.
Det er korrekt, at undervisningen på en række uddannelser og særlige profilfag fremover kommer til at foregå på dansk og ikke på engelsk, og jeg kan ikke foregive, at det ikke kommer til at have negative følger. Det er utvivlsomt et tilbageskridt for universitetet, men vi har endnu ikke opgivet håbet om at afhjælpe følgerne i en ikke alt for fjern fremtid.
Det føles som om, at 2018 – ligesom 2017 – er gået lynhurtigt. Der er ikke tid til at hvile på laurbærrene, og det gælder ikke mindst for de humanistiske fag i Danmark. Vi har i hvert fald ikke kedet os i det forløbne år. Men det er også værd at huske, at fakultetet gradvist og systematisk har formået at tackle de økonomiske udfordringer, som regeringens besparelser på uddannelse og optagelsesloftet, som blev indført i 2014, har medført.
Om et eller to år er vi kommet under dette loft, og det forventede indtægtstab i den fireårige budgetperiode er indregnet i vores budgetter. Bedre resultater på vores uddannelser, flere eksterne forskningsmidler, besparelser på administrative og andre omkostninger og sidst men ikke mindst samarbejde har været med til at løfte de enorme udfordringer, som vi stod overfor i 2014.
Den opgave har krævet en masse hårdt arbejde, men det er stadig værd at huske på, at takket være den indsats har vi en stabilitet og kontinuitet, som gør det muligt for os at fokusere på vores vigtigste missioner som universitet.
Nyhedsbreve, der udsendes ved udgangen af året, har ofte en tendens til at fremhæve nogle af de største resultater eller præstationer i det forgangne år. I år vil jeg ikke fokusere på de fremragende resultater, som fakultetet har opnået med hensyn til forskning, forskeruddannelse og forskningsformidling. I stedet vil jeg nævne nogle af de knap så iøjnefaldende resultater, som vores administrative og videnskabelige medarbejdere har skabt i deres daglige arbejde.
Først vil jeg gerne rose den store indsats på alle områder med hensyn til kvalitetssikring og innovation i forbindelse med vores uddannelsesaktiviteter. Aarhus Universitet har for nylig modtaget fuld akkreditering, men vores effektive kvalitetssikringssystem har eksisteret i ganske lang tid på tværs af fakultetet. Det samme gælder for arbejdet med ”employability” og piloter vedrørende teknologiunderstøttet undervisning.
De rapporter, jeg modtager, som er udarbejdet på baggrund af regelmæssige evalueringer af vores uddannelser, vidner om et stort engagement og benhårdt fokus på kvalitet. Det er virkelig beundringsværdigt. I 2018 indledte universitetsledelsen arbejdet med at styrke universitetets samarbejde med erhvervslivet (i den bredeste forstand) samt vores outreach-aktiviteter.
I starten var jeg en smule skeptisk overfor, i hvor høj grad dette var relevant for Arts, men min skepsis blev gjort grundigt til skamme. Det blev ikke kun konstateret, at fakultetet allerede havde mange flere aktiviteter på dette område, end jeg eller nogen af mine kollegaer i universitetsledelsen havde forventet. Det var også tydeligt, at vores organisation var i stand til at fremlægge nye idéer og aktiviteter på dette område på overraskende kort tid.
En af disse aktiviteter var en meget vellykket case competition i Silkeborg Kommune. Og for ikke så længe siden modtog jeg nyheden om, at antallet af kandidater inden for de såkaldte klassiske humanistiske uddannelser, der var blevet ansat i den private sektor, var steget til 35,5%.
Vi vil fortsat være et fakultet med fokus på humaniora i bredeste forstand samt teologi og uddannelse, men vores evne til at konsolidere vores kerneaktiviteter og finde arbejde til alle vores kandidater afhænger af, i hvilket omfang det lykkes os at række ud til alle dele af det danske samfund.
Nogle ting vil utvivlsomt ændre sig i det kommende år, mens andre vil forblive stabile eller fortsætte deres gradvise udvikling. Universitetet vil indlede drøftelser om den nye strategi for perioden efter 2020. Vi vil samarbejde om at indføre nye digitale værktøjer inden for forskning, uddannelse og administration, og vi vil gå videre med planlægningen af Campus 2.0 og den nye Universitetsby.
2019 bliver også året, hvor Aarhus Universitet vil undersøge mulighederne for at samarbejde med andre universiteter i London, Berlin, Paris, Oslo og Louvain-la-Neuve. Store muligheder venter os i fremtiden, men der vil sandsynligvis også opstå nye udfordringer.
Det er nemt at blive overvældet af mismod og fortvivlelse indimellem, især når man er blevet ramt af en lang række ændringer inden for kort tid. Som universitetsfolk skal vi bestræbe os på at bevare og forbedre den faglige og tværfaglige viden, som er skabt af forskere gennem flere generationer. Vi er derfor forpligtet til at holde fokus. Store udfordringer ligger forude, men vi er godt rustet og klar til at gå dem i møde. Vi har allerede overvundet endnu større udfordringer.
For et stykke tid siden havde jeg, hvad jeg kun kan beskrive som følelsen af, at civilisationens undergang var nær. Jeg gik gennem Frankfurt Lufthavn, da jeg pludselig opdagede, at boghandlen midt i terminalbygningen – lige over for caféen, der sælger Warsteiner på fad – var blevet lavet om til en skønhedsbutik. Jeg vil gerne forsikre jer om, at en lignende forvandling ikke kommer til at ske på Arts!
Jeg ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og ser frem til at arbejde sammen med jer i 2019, som uden tvivl bliver et fantastisk år.
Johnny Laursen