Engelsksproget dimensionering og småfagsbevillinger
I den seneste tid har vi afventet resultatet af dimensioneringen af de engelsksprogede uddannelser og forhandlingerne i småfagsudvalget. Der har helt naturligt været en stor interesse for begge dele, fordi de ville kunne få stor betydning for fakultetets faglige udvikling.
Konsekvenser af dimensioneringen
Regeringen har ønsket at reducere antallet af studiepladser på engelsksprogede universitets- og diplomingeniøruddannelser, fordi for få af de udenlandske kandidater bliver i Danmark efter endt uddannelse.
Da Arts har et større antal engelsksprogede kandidatuddannelser og -linjer, og da de udenlandske studerende er spredt på mange af disse, vil beslutningen få ret indgribende betydning for en del kandidatuddannelser og -linjer – primært i form af omlægninger til dansk og til danskkompetencer som adgangskrav. Kravet rammer altså uddannelser på Arts, og på baggrund af aftalen er der lagt en plan for, hvordan kravet om at reducere optaget på engelsksprogede uddannelser skal udmøntes på Arts.
På Institut for Kultur og Samfund er det uddannelserne International Studies og Religious Roots of Europe samt de engelsksprogede linjer på Filosofi, Historie og Antropologi, der bliver berørt. På Institut for Kommunikation og Kultur er det uddannelsen i Cognitive Semiotics og den engelsksprogede linje, Digital Living, der berøres. Endelig kan uddannelsen Anthropology of Education and Globalisation på DPU ikke fortsætte i sin nuværende form.
Siden resultatet af forhandlingerne om dimensionering af de engelsksprogede uddannelser blev kendt i mandags, har der været drøftelser med de uddannelsesansvarlige fra de berørte fagmiljøer om, hvordan vi finder løsninger.
”Det er dybt beklageligt, at vi er havnet i denne situation”, udtaler prodekanen for uddannelse, Niels Lehmann, og fortsætter: ”Der er tale om et tilbageskridt for vores bestræbelser på at internationalisere vores uddannelser. De udenlandske studerende, som vi ikke vil kunne optage i fremtiden, har bidraget væsentligt til at internationalisere vores uddannelser. Det er meget paradoksalt, at kravene til os har været skruet sammen på en sådan måde, at den engelsksprogede dimensionering rammer hårdest i de miljøer, der er gået foran med hensyn til internationaliseringen”.
Vilkårene for de berørte uddannelser og linjer er meget forskellige. Det gælder fx mulighederne for at tiltrække danske ansøgere, mens det i andre tilfælde er det nødvendigt at tage højde for samarbejder med eksterne partnere. Der skal således findes en særskilt løsning for hvert enkelt tilfælde. ”Derfor er de særskilte forhold for de berørte uddannelser i løbet af den forrige uge blevet drøftet grundigt igennem med de involverede uddannelsesansvarlige”, forklarer prodekanen.
Hæderligt resultat af forhandlingerne om småfagsbevillinger
I forbindelse med lanceringen af den nationale sprogstrategi blev det vedtaget, at der skulle nedsættes et småfagsråd, der skulle tage stilling til, hvilke småfagsbevillinger der skulle gives fremadrettet. Ud over embedsmænd fra ministeriet har der siddet repræsentanter for Dansk Industri og Dansk Erhverv samt repræsentanter fra de involverede institutioner, herunder dekanen for Arts, Johnny Laursen.
”Der har været tale om gode, saglige drøftelser i kredsen, og alle har fået et indtryk af de involverede uddannelsers særlige forhold og indhold. Det har været klart fra begyndelsen, at det ville blive svært at imødekomme alle ønsker fra institutionerne, og i det lys er det tilfredsstillende, at vi i det mindste nogenlunde har kunnet fastholde de fleste småfagsbevillinger og desuden tilføje uddannelsen i konferencetolkning”, udtaler dekanen.
De overordnede konsekvenser og det videre forløb
”Det faglige tab kommer man ikke udenom, og hele fakultetsledelsen deler følelsen af fagligt tab med medarbejdere og studerende. Min foreløbige vurdering er, at der ikke vil være nævneværdige konsekvenser for budget 2019, og at jeg derfor kan fastholde min udmelding til FSU og Akademisk råd”, understreger dekanen og henviser dermed til udmeldingen vedr. økonomien, der kan ses på følgende link:
Helt uden konsekvenser er de to øvelser dog ikke, da fakultetsledelsen i anledning af såvel den engelsksprogede dimensionering som forhandlingerne i småfagsudvalget ser sig nødsaget til at overveje konsekvenserne af den seneste udvikling for enkelte af de mest udsatte uddannelser i vores uddannelsesportefølje.
Endelig skal det siges, at arbejdet med at realisere de fornødne omlægninger fortsættes i konkrete forhandlinger mellem institutleder, de relevante afdelingsledere og fagmiljøerne. Der er imidlertid kun kort tid til at træffe de fornødne beslutninger, for der skal snarest tages stilling til vilkårene for det kommende optag i efteråret 2019.