International sparring til Arts
Højt profilerede eksperter fra seks europæiske lande er repræsenteret i et nyetableret Advisory Board på Arts. For nylig blev det første døgnlange møde afholdt med fakultetsledelsen, og her leverede medlemmerne input til hovedområdets udvikling af bl.a. praksisbaseret undervisning, nye undervisningsformer og sprogpolitik.
–Vi har fået et Advisory Board fyldt med viden om en meget bred vifte af universitetsemner, der kan give os råd og ideer og andre internationale perspektiver på det, vi laver, fortæller Mette Thunø, dekan på Arts, der er meget tilfreds efter det første møde.
Allerede nu står det desuden klart, at der ikke kun bliver tale om årlig sparring med Advisory Boardets række af f.eks. universitetsledere, VIP’er og erhvervsfolk – men at der er blevet etableret en stor videnressource, der kan trækkes på. Flere af medlemmerne har tilbudt, at fakultetsledelsen meget gerne må bruge dem også ind i mellem de fremtidige årlige møder, hvis de har brug for sparring eller er interesserede i samarbejde på de områder, som de internationale rådgivere særligt har indsigt i.
- Det har vi tænkt os at benytte os af, siger Mette Thunø, der ser flere spændende muligheder – for eksempel for at få hjælp til at udvikle videnudvekslingen på Arts, og for at faglige miljøer kan blive inviterede til at deltage på forskellig vis.
En af de vigtige pointer, ledelsen tog med sig fra det første møde, var, at Advisory Boardet påpegede, at der ingen grund er til at være for jysk beskedne.
-Der blev prikket lidt til vores selvforståelse, for medlemmerne af Advisory Boardet mente, at vi har fantastiske muligheder og et rigtigt stærkt fakultet, som vi kan være stolte af – det var meget inspirerende, siger dekanen.
Før det første møde havde de ti medlemmer læst Aarhus Universitets strategi, fact sheet om Arts og generel information om Aarhus Universitet – og de var meget velforberedte, da de ankom. Det samme var fakultetsledelsen, der havde lagt et stramt program for de to dage.
-Det var jo et opstartsmøde, hvor vi skulle lære hinanden at kende, men planen er, at vi skal mødes hvert år og diskutere strategiske linjer og temaer, der er væsentlige i forhold til uddannelse, forskning, videnudveksling og talentudvikling fortæller Mette Thunø.
Fakta:
Advisory Board
Advisory Board er et rådgivende organ for Arts, som skal give ledelsen på hovedområdet input inden for eksempelvis talentudvikling, innovation, digital humanities, praksisbaseret undervisning og forskning, nye udervisningsformer, internationalisering, sprogpolitik og rekruttering.
Medlemmerne af Advisory Board
De 11 medlemmer af Arts´ Advisory Board har indvilliget i at komme med input til udviklingen af fakultetet og dets institutter og centre i foreløbig tre år, men med mulighed for forlængelse i endnu periode.
- Mag. Gunther Abuja
CEO Austrian Centre for Language Competence
Austria - Prof.dr. Wiljan van den Akker
Dean of Humanities
Utrecht University
Holland - Pro-Rector Astri Andresen
Pro-Rector for Internationalization
University of Bergen
Norway - Professor Sheila Anderson
Centre for e-Research, Department of Digital Humanities
King's College London
UK - Professor Ronald Barnett
Emeritus Professor of Higher Education
University of London Institute of Education
UK - Professor Maurice Biriotti
CEO of SHM Ltd, London
UK - Bolette Christensen
CEO/Direktør, Børnefonden
Denmark - Professor Janis Jefferies
Professor of visual arts
Goldsmiths, University of London
UK - Phillip Morris
Business Development Manager, Arts and Humanities
University of York
UK - Professor Roger Säljö
Dean, Faculty of Education
University of Gothenburg
Sweden - Professor Andrew Thompson
Chair in History
University of Exeter
UK