Staff Exchange

Staff Exchange som medarbejder i AU Uddannelse – få ny grund under fødderne og udvikl kompetencerne!

Med Staff Exchange bliver det muligt for dig som ansat at komme på udveksling i et andet land og suge nye indtryk og erfaringer til dig. Staff Exchange finansieres af Erasmus-stipendier.

Alle ansatte ved AU har mulighed for at søge et Erasmus-stipendium til ophold i udlandet. Du kan søge om træningsophold eller undervisningsophold. Træningsophold kan enten foregå i en virksomhed i et LLP-land (Erasmus Life Learning Programme), men kan også være et ophold hos en Erasmus-partnerinstitution eller et kursus. Stipendiet kan IKKE benyttes til konferencer. Læs mere om retningslinjerne for et ERASMUS stipendiat for ansatte her:

Der er desuden mulighed for at tilbyde særlige stipendier til ophold i Libanon og Israel:

Hvis du ønsker at komme på Staff Exchange, skal det aftales med din leder hos AU Uddannelse. Det kan du f.eks. gøre i forbindelse med en MUS-samtale.

Internationalt boost i Berlin

 

Charlotte Skov Kristensen, International rådgiver hos Mobilitet og Uddannelsessamarbejde i International Uddannelse, har været på Staff Exchange hos Freie Universität i Berlin i 2015. Charlotte tog af sted for at erfaringsudveksle med kollegaer fra andre europæiske universiteter, som arbejder med ind- og udrejsende mobilitet. Hun kan varmt anbefale Staff Exchange til andre medarbejdere på AU Uddannelse:

”Jeg vil virkeligt anbefale, at man benytter sig af muligheden for at komme på Staff Exchange. Her kan man bringe sin faglighed og personlighed i spil internationalt. Man møder mennesker, der arbejder med det samme som én selv og kan opleve, at arbejdet er organiseret på en anden måde. ” 

Charlotte anbefaler, at man selv er opsøgende, når man skal finde et ophold, der matcher ens arbejdsopgaver:

”Jeg fandt mit ophold via AU’s hjemmeside for Staff Exchange. Siden indeholder bl.a. en oversigt over mulige destinationer og evt. program, som afspejler forskellige fagområder. Her er det ofte muligt at finde et forløb, der matcher ens profil,” siger Charlotte.

Hun påpeger, at Staff Exchange er en rigtig god mulighed for at danne netværk:

”Man udbygger sit netværk – både professionelt og som privatperson. Det giver en helt særlig kulturudveksling, når 30 medarbejdere med op til 30 forskellige nationaliteter mødes. Når man kommer hjem, ved man, i hvilken situation man kan gå ind og trække på nogle kræfter blandt sine nye kontakter.”

Charlotte er også begejstret for at konstatere, at AU er godt med indenfor hendes arbejdsområde:  

”Jeg holdt et oplæg om de helhedspakker for udvekslingsstuderende, som vi har i International Uddannelse. De havde lige indført noget tilsvarende i Berlin. Via Staff Exchange fik jeg bekræftet, at vi er rigtigt godt med på AU, og at vi er en inspirationskilde for andre universiteter.”