Ny hjemmeside gør det nemmere at leve op til GDPR

På en ny hjemmeside vil Forskningsdatakontoret fremover offentliggøre projekter, som er undtaget af oplysningspligten, så det bliver nemmere at overholde GDPR.

Hvad går det ud på?
Hvis et forskningsprojekt behandler personoplysninger uden direkte kontakt med deltagerne, kan projektet i nogle tilfælde være undtaget fra den individuelle oplysningspligt. I stedet skal projektet offentliggøre en række oplysninger.

Den mulighed understøttes nu af AU’s nye hjemmeside, som bl.a. vil indeholde information om projekter med undtagelse fra oplysningspligten.

Hvad er oplysningspligten?
Når du bruger personoplysninger i et forskningsprojekt, skal du som udgangspunkt informere de personer, du behandler oplysninger om. Det skal sikre, at de ved, hvem der bruger deres personoplysninger og til hvilket formål. Du kan læse mere om oplysningspligten her.

Forskningsprojekter, hvor det vil indebære en uforholdsmæssig stor indsats at informere hver enkelt deltager, kan i stedet offentliggøre oplysninger om projektet. Det er denne proces, AU nu gør lettere med den nye hjemmeside.

Hvilke projekter kan være omfattet af undtagelsen?
Projekter, der kan være omfattet af undtagelsen, er projekter, hvor personoplysninger indsamles indirekte – altså fra registre, databaser eller andre datakilder – og hvor det vil kræve en uforholdsmæssig indsats at kontakte alle berørte personer.

Det betyder dog ikke, at alle projekter uden direkte kontakt automatisk er omfattet af undtagelsen. Det afhænger af en konkret vurdering, hvor du skal afveje forskningsdeltagernes interesse i at blive informeret over for vanskelighederne ved at opfylde oplysningspligten.

Eksempler på projekter, der kan være undtaget af oplysningspligten, er fx:

  • Projekter, der bruger data fra nationale sundhedsregistre.
  • Studier baseret på data fra sociale medier.
  • Projekter, der modtager store datasæt fra samarbejdspartnere.

Projekter, der anvender samtykke som behandlingsgrundlag, vil derimod ikke være omfattet, da de allerede er i kontakt med deltagerne i forbindelse med samtykket.

Det er dig selv, der skal vurdere, om dit forskningsprojekt er omfattet af undtagelsen. Du kan læse mere om, hvordan du foretager den vurdering her.

Sådan gør du, hvis du er omfattet af undtagelsen

  1. Anmeld dit projekt til fortegnelsen
    Alle projekter, der behandler personoplysninger, skal anmeldes til fortegnelsen. Du kan læse mere om fortegnelsen, og hvordan du skal anmelde dit projekt her.
  2. Udfyld felterne tydeligt
    En række af dine svar offentliggøres i oversigten. Skriv derfor kort, præcist og i et sprog, der kan forstås af den brede offentlighed.
  3. AU publicerer automatisk
    Forskningsdatakontoret sørger for, at oplysningerne fremgår i oversigten. Du skal ikke foretage dig yderligere via denne ordning.

Hvor vises oplysningerne?
AU offentliggør oplysningerne på en underside til au.dk. Oversigten opdateres af Forskningsdatakontoret én gang om måneden.

Du kan se oversigten her.

Har du spørgsmål eller brug for hjælp?
Du kan kontakte Forskningsdatakontoret på fortegnelse@au.dk