Dekanens Julebrev
Kære VIP’er, TAP’er og studerende på Arts
I vores globale tidsalder er det måske nødvendigt også at konsultere kinesisk astrologi for at kunne løfte sløret for den umiddelbare fremtid. Og heldigvis ser kineserne med forhåbninger frem til 2012, fordi vi går ind i dragens år. Dragen er ikke bare et okkult og urørligt væsen, men selve symbolet på himlens magt og dermed det ubetinget stærkeste og mest lykkebringende af de tolv kinesiske dyretegn.
De kinesiske forudsigelser kan i hvert fald virke betryggende også på vores breddegrader efter et hårdt år med mange forandringer og rokeringer. Vi kan nu se frem til at høste frugterne af alle vores organisatoriske anstrengelser, ikke mindst etableringen af de nye store institutter. Vi er i 2011 kommet på plads med mange af de nye strukturer, og i foråret vil det nye akademiske råd træde til, de nye studienævn konstituere sig og de nydannede forskeruddannelsesprogrammer trække i arbejdstøjet. Uddannelsesfagudvalg og uddannelsesledere kan begynde at arbejde, og forskningsprogrammerne vil tage form. Samtidig vil vi inden for det første halve år overstå de sidste slidsomme flytninger, og det Administrative Center på Arts vil falde langt mere på plads.
Jeg ved, at det har været hårdt for alle at medvirke til så mange omfattende forandringer på én gang, og jeg vil gerne takke jer alle for de anstrengelser, I har gjort jer for at få det hele til at fungere midt i al turbulensen.
Nu er den strukturelle del af den faglige udviklingsproces stort set på plads, og vi kan endelig begynde at fokusere på den faglige del af processen. De nye organisatoriske strukturer skaber et godt fundament til at styrke de mange faglige aktiviteter, vi skal i gang med i 2012. På Arts har vi fra Aarhus Universitets Forskningsfond netop modtaget 23 mio. kr. til fire pilotcentre og otte udviklingsprojekter og fra Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser er vi lige blevet tildelt 30 mio. kr. til at udvikle et Digitalt Humaniora Laboratorium som et nationalt projekt inden for ’digital humanities’. Samtidig vil vi fra næste års begyndelse udnævne fire nye professorer med særlige opgaver (MSO), der skal varetage nye forskningsprojekter inden for småbørnspædagogikken, brugerdreven innovation, organisationsudvikling og ’human security’. I øjeblikket løber der også gode nyheder ind om en del postdoc-stipendier m.m. fra Carlsbergfondet. Hertil kommer, at vi har kunnet fastholde ph.d.-optaget i 2012 trods de vigende basismidler til forskning, sådan at vækstlaget fortsat kan næres og bidrage til fakultetets forskningsudvikling.
Udover de seneste eksterne forskningsmidler er der i løbet af året strømmet en del andre eksterne forskningsmidler til fakultetet og med organiseringen i nye forskningsprogrammer imødeser jeg, at vi i 2012 kan forstærke forskningsaktiviteten og bidrage til at udforske de globale og lokale udfordringer, Danmark og verden står overfor og komme med forslag til løsninger. For mere målrettet at bringe vores forskning ud til det omgivende samfund og styrke udvekslingen med videnproducenter uden for universitetet, søsættes det Nationale Center for Kultur og Læring også i starten af det næste år.
På uddannelsesområdet skal vi også i 2012 til at høste frugterne af de knap 40 studiemiljøprojekter vi iværksatte i efterårssemesteret - se mere på hjemmesiden for det tværgående bånd for uddannelse. Projekterne har genereret en masse læring, som vi nu kan implementere og arbejde videre med for at styrke uddannelses- og fagudviklingen. Samtidig vil 2012 også stå i studiemiljøets tegn hvor biblioteker, studiemiljøer og studiecentre vil blive genopbygget og nyudviklet sammen med de studerende – følg blandt andet med på hjemmesiden for biblioteksprocessen.
AU’s bestyrelse har netop godkendt, at vi på Arts har et underskud på 24 mio. kr. på budget 2012. Det gør det muligt, at vi kan konsolidere de strukturelle forandringer og opretholde vores faglige aktiviteter på samme niveau som hidtil. Dog skal vi naturligvis sikre, at vores budgetter fremover kommer i bedre balance, hvilket jeg ikke er i tvivl om, at vi ved fælles hjælp vil være i stand til.
Jeg synes, at vi kan være fortrøstningsfulde ved indgangen til dragens år både fagligt og økonomisk set. Og jeg har stor tillid til, at vi er på vej ind i et år, hvor alle medarbejdere vil udfolde de muligheder, der er skabt med det nye fakultet, de nye institutter og den nye organisering. I ved bedst, hvordan disse muligheder kan udvikles. På fakultetsniveau vil vi bestræbe os på fortsat at gøre organisationen så fleksibel, sammenhængende og transparent som mulig, samtidig med at vi i fællesskab med det nye ’advisory board’, akademisk råd, institutfora og samarbejdsudvalg begynder at formulere en fælles vision og strategi for det nye fakultet. Både visionen og strategien er nødvendig for, at vi kan prioritere og udvikle fakultetets kerneopgaver. Jeg ser meget frem til samarbejdet med jer alle herom.
Jeg ønsker jer en glædelig jul og et rigtig godt nytår!
Venlige hilsner
Mette Thunø