”Du er jo så dum, at du aldrig bliver til noget i den her verden”
Sådan faldt ordene i Folkeskolen, og dem glemmer hun aldrig. Tonen var hård, og ordene blev efterfulgt af ydmygende handlinger. Det var dengang. I dag er Tina Foss Mikkelsen rengøringsassistent på et fakultet på Aarhus Universitet. Hun er på flere måder blevet til noget og er langt fra dum.
Det har ringet ind.
Alle sidder på deres vante pladser i 9. klasse på Rosenvangskolen i Viby. Tysklæreren peger på Tina og beder hende komme til tavlen. Han ser brysk ud, synes hun. Tina rykker stolen baglæns til en skrabende lyd og bevæger sig med små, forsigtige skridt fremad. Fra katederet kan tysklæreren se, hvad hun ikke ser – en klassekammerat spænder ben for hende, så hun falder midt i klasseværelset, lige så lang hun er og lander på det hårde, mørke gulv. Det gør ondt - hammer ondt - også at nogen griner. Men der er ingen vej tilbage, for den bredskuldrede mand med sin vanlige mørkebrune trøje sidder med et stift blik og venter. Inden Tina kommer på benene og får rettet på sit tøj og sine store, runde briller, brøler han med sin hæse stemme: ”Nå Tina, så bliver vi nødt til at tage den nu: Så dum og klodset du er, bliver du aldrig til noget i den her verden. ” Og ordene gentages næsten ordret: ”Du er jo så dum, at du aldrig bliver til noget i den her verden. ”
Dagen før har Tina terpet tyske verber med sin far i to stive timer. Alligevel ender det med en anmærkning.
Et sted at høre til
Dette er en fortælling om 39-årige Tina Foss Mikkelsen, der med egne ord ikke har haft den bedste tid i Folkeskolen. Hendes forældre havde ikke råd til det mærketøj, de andre børn gik i. Det interesserede hende i øvrigt heller ikke. Hun blev ikke inviteret med til fester, for det var, fik hun at vide, kun for de pæne piger. Og hun blev gang på gang hylet ud af den af lærere, der ikke ville hende det godt. Hun fortalte aldrig derhjemme, hvordan hun havde det i skolen. For hendes forældre havde nok at tænke på selv. I stedet kæmpede hun for at komme dertil, hvor hun er i dag – et sted, hvor hun føler, hun hører til og har noget at bidrage med. Hendes liv drejer sig om at være omgivet af mennesker, hun holder af, at have et fast job og gøre noget for nogen. Det gør hun blandt andet i sit job som rengøringsassistent, hvor hun sammen med sin faste rengøringsmakker, Hua Bin Lin – i daglig tale Lin, er ansvarlig for at holde bygning 1461-1463 i Nobelparken på Aarhus Universitet ren.
Vi kan jo alle sammen noget
”Godmorgen, Tina” lyder det med glæde i stemmen fra Leif, da den mørke skikkelse er kommet tilpas tæt på til, at han kan identificere hende. Klokken er lidt i fem. Der er næsten ingen trafik i Nobelparken denne mandag morgen - kun lyden af en bakkende lastbil og et nøglebundt, der rasler i takt med Tina Foss Mikkelsens raske skridt hen mod de andre, der står og tripper for at komme ind til dagens første kop kaffe. Det er et morgenritual, rengøringspersonalet har - at starte dagen med en kop kaffe sammen. Det gælder både dem, der arbejder i ”kernen” og dem, der, som Tina, arbejder i ”randen”. De, der arbejder i den centrale bygning, hører til ”kernen” og de, der arbejder i de omkringliggende bygninger, hører til ”randen”. Indenfor i det lille lokale bliver der fyldt kaffe i krusene og snakket om stort og småt inden dagens dont. Tina fortæller blandt andet, at hun i weekenden har haft besøg af sine nevøer, men Sia, Suleman, Hanne og Leif når også at fortælle kort om weekendens strabadser, inden de går hver til sit.
Tina skråner over mod bygning 1461. I stueetagen er Lin allerede i gang med at støvsuge. Han møder før de andre og har været Tinas faste rengøringsmakker i de snart fem år, hun har været ansat. Når hun ser ham, smiler hun. Når hun taler om ham, får hun tårer i øjnene. Lin er 65 år og uddannet ingeniør i Kina, er gift og har børn samt børnebørn. Næste år har han arbejdet som rengøringsassistent på fakultetet i 15 år. Mens Tina bevæger sig fremad i bygningen med sin rengøringsvogn, fortæller hun, at mange kunne lære rigtig meget af Lin. Han er, ifølge Tina, taknemmelig for det, han har – for det job han har, for det liv han har. Han værdsætter alle de små ting, andre tager for givet. Hun stopper op, hæver øjenbrynene og tager sig til hjertet, og siger: ”Han gør mig så stolt, men det er svært at forklare”. Hun går videre og tilføjer: ”For vi kan jo alle sammen noget”. Men det er ikke altid den følelse, hun bliver efterladt med. Og slet ikke den dag for noget tid siden, hvor en studerende i forbifarten slyngede ud af munden: ”Få da en uddannelse! ” mens hun i al stilfærdighed gik og passede sit arbejde. Den dag gjorde hun noget, hun ellers aldrig gør. Hun vendte sig resolut om og sagde: ”Hvorfra ved du, at jeg ikke har en uddannelse? ” Et spørgsmål, der blev efterladt med stilhed.
Fik 11 i svendeopgave
””Passiflora caerulea” - sådan hedder den på latin - passionsblomsten. Det er den, passionsfrugten kommer fra, ” beretter Tina Foss Mikkelsen, mens hun lader gulvsvaberen tage en tur på et af kontorerne på de øverste etager i bygningen. Og så følger der en længere forklaring om, at navnet stammer fra missionærer, der fandt blomsten i Sydamerika. De mente, at blomsten afbildede korsfæstelsen, fortæller hun, mens hun med hænderne gestikulerer frøstolen og de fem bægerblade og kronblade, der, ifølge historien, repræsenterede de ti apostle. Og så undskylder hun, fordi det bliver ”lidt indforstået”. Men det var om passionsblomsten, hun skrev sin afsluttende opgave på Gartnerskolen – en skole, der på alle måder kom til at stå i skærende kontrast til tiden i Folkeskolen. Og som hun her i de morgentomme bygninger ud til Randersvej mindes med stor glæde. Her kunne hun bruge alt det, hun havde lært derhjemme. Forældrene ejede i mange år et handelsgartneri tæt ved Ajstrup Camping. Det var et godt, men også hårdt arbejde. Så her fik deres tre børn tidligt lov at hjælpe til og fik ansvar. Tina var den eneste pige, men der blev ikke gjort forskel, så hun fik også lov at ekspedere og tog med faderen, når der skulle købes nye planter ind. Gennem hele Tinas barndom øvede far og datter plantenavne, som andre øver gangetabeller. Så de havde mange små ordudvekslinger som denne:
Faren: ”Flittiglise? ”
Tina:”Impatiens walleriana”
Faren:”Stedmoderblomst? ”
Tina:”Viola tricolor”.
Sådan blev viden leget ind fra en tidlig alder. Derfor var han også den første, hun ringede til fra en mønttelefon i Beder, da hun havde fået den afsluttende karakter på Gartnerskolen: ”Gæt, hvad jeg har fået?” lød det ivrigt i den ene ende af røret, efterfulgt af en kort pause - ”11”. Han var helt mundlam i den anden ende af røret, men hun kunne høre, han var stolt, hvad han også senere fortalte hende. Hun havde skrevet 42 sider om passionsblomsten og var nu uddannet væksthusgartner.
Alle har brug for anerkendelse
Gartneruddannelsen gav den tidligere folkeskoleelev oprejsning, men ord kan sætte varige spor – så Tina Foss Mikkelsen kæmper stadig med en nagende tvivl, om hun nu også er god nok. Hun siger selv, at hun er lidt langsom til at lære nyt, hvilket stammer fra skoletiden. Når hun starter på noget nyt, tænker hun ofte, om hun nu kan klare det. På Gartnerskolen sprang hun dog fra et sekstal til et tital i ét af fagene og blev overalt mødt af lærere, der blev ved og ved og forstod, at eleven havde lyst til at lære. Det har Tina altid haft – lyst til at lære. Hendes far lærte hende alt det, hun kunne absorbere om planter. Hendes mormor lærte hende tre ting: at spille skak, læse Tarzanblade og se James Bond-film. Hendes mor lærte hende at være kreativ. Hun fik også dét med hjemmefra, at man skal arbejde og bidrage til samfundet. Så da livet som gartner efter mange gode år blev for hårdt med for mange sæsonfyringer, besluttede hun at søge stillingen som rengøringsassistent. Så hun blev rengøringsassistent eller tryllekunstner, som hun selv med et glimt i øjet kalder det. For med hendes egne ord, er der jo beskidt, når hun kommer om morgenen, men rent når hun går hjem over middag. Når den forvandling bliver bemærket af forbipasserende, bliver hun ”rigtig, rigtig glad,” for alle har, ifølge hende, brug for anerkendelse. Den får hun da også, sjældent, men en gang imellem. Hun er heller ikke sen til at sige, at hun og de andre rengøringsassistenter gør en forskel. Udfylder en rolle. Det sidste betyder, at hun står op hver dag, når vækkeuret ringer kl. 3.30 i lejligheden på Vestre Ringgade. Lejligheden deler Tina med sin mand, Jørgen, deres datter og 15 forskellige sorter af orkidéer. Tina kan godt lide at have god tid om morgenen og nyder stilheden, inden hun sætter sig på cyklen og bevæger sig hen mod Nobelparken.
Tanken tæller
En kollega har sidste dag på arbejdet. Tina Foss Mikkelsen har lavet et håndlavet personligt kort i papirklip. Det er ikke tilfældigt, at det lige er en tulipan, der er på kortet, for kollegaen kommer oprindeligt fra Tyrkiet. Tulipanen er Tyrkiets nationalblomst og kommer ikke, som nogen måske fejlagtigt skulle tro, fra Holland. Det ved Tina, og selv hvis det havde været en forkert blomst, hun have afbilledet på kortet, ville det ikke have betydet noget. Hun kan se, at tanken tæller. I sådan et øjeblik føler Tina ikke, at der er nogen, der synes, hun er dum. Tværtimod.
Fakta
Rengøring hører ind under Bygningsservice i Det Administrative Center på fakultetet. Tina Foss Mikkelsen er én af 20 rengøringsassistenter på Campus Aarhus. Der er i alt fem forskellige nationaliteter i rengøring på fakultetet. For hele rengøringsteamet gælder, at de er ansvarlige for rengøring af kontorer, gangarealer og fællesrum samt affaldshåndtering.