Julehilsen fra Johnny Laursen
Arts' konstituerede dekan ønsker studerende og medarbejdere en glædelig jul og et godt nytår.
Kære medarbejdere - kære studerende
Jeg tror, at alle vil huske 2014 som de store debatters og omvæltningers tid. I juni kom problemanalysen. Den 15. august fremlagde universitetsledelsen sit oplæg til opfølgning, og den 22. oktober fremlagde vi så beslutningerne om universitetets organisation og arbejdsform.
Et vigtigt resultat af denne beslutning er, at de administrative centre fremover får ophæng på fakulteterne. Vi er glade for at have fået de administrative medarbejdere og administrationschefen knyttet til fakultetet og ser frem til et endnu tættere samarbejde i den kommende tid.
Siden august har vi samtidig på Arts haft en intens, men også meget positiv, proces om fakultetets fremtidige organisering og samarbejdsformer. Jeg skriver disse ord nogle dage efter at have læst de mange grundige og konstruktive høringssvar på fakultetsledelsens forslag, og vil gerne sige tak til alle, der har bidraget på de mange møder og i de skriftlige høringssvar.
For få dage siden lagde fakultetsledelsen sidste hånd på en pakke af beslutninger, som bl.a. følger op på ønsket om mere lokal fleksibilitet, fag- og personalenær ledelse og styrket dialog. En række spørgsmål overlades til institutterne selv at afklare i de første måneder af 2015. Det var den pakke, som var i fakultetets pakkekalender den 18. december.
Jeg tror, de fleste vil have forståelse for, at det er lidt svært for den konstituerede dekan at skelne sin personlige historie fra fakultetets i det sidste halve år. I det erindringsblik er det altdominerende indtryk en overvældende hjælpsomhed og støtte til det projekt, som rektor havde bedt fakultetet gennemføre – fra dekanat, institutledere og administration, men også fra samarbejdsorganerne og fra medarbejdere og studerende.
Hele forløbet med afklaring af fakultetets fremtidige organisation og arbejdsform har været en tid præget af mange gode viljer, ikke altid enige viljer, for dette er jo Arts, men konstruktive viljer. Selv om det har været en fornøjelse, så betyder det ikke, at eftersynet af vores organisation skal fortsætte uendeligt. Tværtimod! I fakultetsledelsen er vi os meget bevidste om, at vi skylder studerende og medarbejdere en afklaring på de organisatoriske spørgsmål, så alle med ro i sindet kan se frem til de kommende opgaver i 2015.
Selv om en dekan let kommer til at fokusere meget på organisatoriske spørgsmål, er det vigtigt at huske, at 2014 har været endnu et år præget af godt og dygtigt arbejde på alle fronter. På trods af vore organisatoriske udfordringer er der blevet leveret et flot kvalitetsarbejde inden for uddannelse, forskning og myndighedsrådgivning. Det blev bl.a. bekræftet af studiemiljøundersøgelsen. Også forsknings- og formidlingsarbejdet fortsætter ufortrødent.
Nogle af de stjernestunder, som jeg husker bedst, er det store arkæologiske grundforskningscenter i Urban Network Evolutions, og formidlingsprisen på vegne af Dansk Skolehistorie. Det er også værd at huske arkæologernes, antropologernes og idehistorikernes store bidrag til opbygningen af det nye, flotte Moesgaard Museum, som åbnede i år.
Mere diskret i formen er den nylige rapport fra Forum for Koordination af Uddannelsesforskning, men man skal ikke læse længe i den, før man imponeres over den helt centrale rolle, som den dokumenterer, at Institut for Uddannelse og Pædagogik har inden for dansk uddannelsesforskning. Men dette er blot nogle få af årets højdepunkter blandt fakultetets engagerede undervisning, omfattende formidling og myndighedsrådgivning, mange videnskabelige publikationer og flotte forskningsbevillinger.
Endelig er det værd at bemærke, at Arts ser ud til at gå ud af 2014 med en mere robust økonomi end forventet; så god at vi efter nødvendige investeringer i forbedringer i undervisningslokaler og studiemiljø kan bidrage pænt til universitetets samlede resultat.
For mange medarbejdere og studerende har regeringens dimensioneringsindgreb givet anledning til bekymringer for økonomien og for rammevilkårene for vore uddannelser. Reduktionerne i antallet af studiepladser stiller os overfor en stor udfordring i de kommende år. Selvom den model, som vi endte med, på flere punkter er bedre end sine slet gennemtænkte forgængere, så rummer den også stadig mange uhensigtsmæssige konsekvenser. Vi har især peget på stavnsbindingen af de studerende til de universiteter og uddannelser, som de indskrives på ved bachelorstudiet.
Også de snærende begrænsninger på internationaliseringen af vore uddannelser og på optag fra bl.a. professionsbacheloruddannelserne er store ulemper, som vi i den kommende tid må søge at forklare beslutningstagerne. Universitetets indsats under forhandlingsforløbet, og rektors forsikring om, at dette er en udfordring for hele AU, har været lyspunkter i et efterår præget af usikkerhed om udfaldet af forhandlingerne.
Det er også opmuntrende, at fakultetsledelsen med tilslutning fra studienævnene så hurtigt nåede til enighed om en neutral fordeling af studiepladsreduktionerne i 2015, sådan at vi i løbet af foråret 2015 kan tage en god dialog med institutternes og fakultetets samarbejdsorganer – og de studerende – før vi træffer langsigtede beslutninger om årene fra 2016 og frem. Der er grund til ro og fortrøstning.
Foråret 2015 vil være præget af arbejdet med et eftersyn af vore uddannelser for at se, hvor vi i fælleskab under de nye vilkår kan styrke fagligheden og uddannelsesøkonomien. Det vil naturligvis ske i tæt samarbejde med institutter, studienævn og andre lokale samarbejdsorganer.
Det er mit håb, at året 2015 ikke bliver helt overskygget af dimensioneringssnakken, og at vi også i det nye år vil forfølge nye muligheder og have lejlighed til at være stolte over resultaterne af arbejdet med vore kerneopgaver. Selv om jeg håber, at de store debatters og omvæltningers tid nu er forbi, så håber jeg også, at Arts forbliver Arts med vid og bid, men også med den rummelighed og det fællesskab, som vi kender. Jeg håber, at alle vil nyde juleferie og nytår med familie og venner.
Glædelig jul og god julehøjtid!
Johnny Laursen