Nyt digitaliseringsnetværk understøtter forskning og undervisning på Arts
Hvad indebærer digitalisering inden for det humanvidenskabelige felt? Hvilke udfordringer fører det med sig? Og hvordan kan digitaliseringen være med til at sætte ny viden i spil? Det vil et nyt netværk af Arts-forskere - Digital Arts Initiative – finde svar på. Netværket har netop fremlagt en strategi, der understøtter Arts’ målsætning om øget fokus på digitaliseringens muligheder.
Et nyt netværk - Digital Arts Initiative - sætter fokus på, hvordan digitale teknologier åbner for nye forskningsmæssige problemstillinger og -metoder inden for humanvidenskaberne. Digital Arts Initiative er et netværk for forskere og undervisere med tilknytning til Arts, der – på tværs af institut- og centergrænser – har interesse for, hvordan digitale teknologier kan anvendes i forskning og undervisning.
Nu er netværket klar med en strategi, der understøtter Arts’ overordnede målsætning om øget fokus på digitaliseringens muligheder og konsekvenser inden for humanvidenskaberne. Strategien skal implementeres over de næste tre år.
”Det er en klar prioritering for Arts at tage digitaliseringens muligheder og udfordringer alvorligt, og derfor støtter fakultetet netværket økonomisk. Med en ny strategi for, hvordan vi imødekommer digitaliseringen bedst på Arts og et netværk af engagerede forskere, er vi godt rustede til fremtiden, der byder på endnu mere digitalisering og nye teknologiske revolutioner, som får stor betydning for forskning såvel som undervisning,” siger Mette Thunø, dekan på Arts, Aarhus Universitet.
Åbner for nye forskningsmuligheder
Digitalisering inden for det humanvidenskabelige felt betyder fx, at kunst- eller litteraturhistorikerens værker, kulturhistorikerens kilder, retorikerens analyse af politiske kommunikationsformer, sprogforskerens studier af sproghandlinger, etnografens studier af børns leg osv. i stigende grad bliver digitaliserede eller fra starten skabes i digitale formater. Det giver helt nye forskningsmuligheder, forklarer leder af netværket Christian Ulrik Andersen, lektor i Informationsvidenskab på Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet. Han bruger historieforskningen som eksempel:
”En historiker har i dag mulighed for at tilgå kildematerialet elektronisk med nye søgemetoder. Det giver mulighed for at gennemgå meget store mængder materiale på nye måder, som åbner for at stille helt nye forskningsspørgsmål,” siger Christian Ulrik Andersen og understreger netværkets vision om at gøre digitaliseringen til dynamo for tværfagligt samarbejde i forskningsprojekter.
”Med digitaliseringen dukker nye sammenhænge op, fordi teknikken giver os mulighed for at overskue meget materiale, men hvad der er mindst lige så interessant er, at teknikken også er med til at forme vores videre tænkning. Vi begynder at tænke anderledes som forskere. Men også dét skal vi forholde os kritisk til,” siger han.
Digitaliseringen former undervisningen
Med digitaliseringen antager undervisningen helt nye former, og derfor har netværket netop fokus på at samarbejde med fagmiljøer, som arbejder med nye teknologier i undervisningen.
”Det gælder om at få de mange kompetencer i spil, vi allerede har inden for området, og få dem til at spille kreativt sammen. Det indebærer bl.a., at netværket skal samarbejde med CUDiM – Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier - om at udvikle fagkurser, hvor digitale teknologier er læringsunderstøttende,” siger Mette Thunø og tilføjer, at netværket også bliver del af det nationale samarbejde Digital Humanities Lab.
Læs strategien for Digital Arts Initiative
Samlet portal for digitale initiativer på Arts
Netværket vil gerne tiltrække nye forskere og ph.d.-studerende, men Arts har også en lang række centre, forskningsenheder og individuelle forskere, der har beskæftiget sig med feltet i en årrække. Netværkets målsætning er, at disse miljøer og forskere får større kendskab til hinanden og kan skabe fælles udvikling. Derfor har netværket oprettet en mailingliste og en blog, hvor man kan annoncere eller holde sig orienteret om aktiviteter.
Netværket har også selv en række arrangementer på programmet. Den 6. juni gæster prof. Gary Hall, der er medstifter af Open Humanities Press, netværket og diskuterer, hvordan digitale publiceringsformer påvirker humanistisk forskning. Mere information om arrangementet.
Den 2.-3. oktober er der planlagt en konference. Og den første fredag i hver måned samles medlemmerne omkring udvalgte temaer. Mere informationer om arrangementerne.
Kontakt
Mette Thunø
Dekan på Faculty of Arts, Aarhus Universitet
E-mail: mettethunoe@au.dk
Tlf.: 2979 9330
Christian Ulrik Andersen
Lektor i medievidenskab på Institut for Æstetik og Kommunikation, Arts, Aarhus Universitet.
E-mail: cua@dac.au.dk
Tlf.: 8716 1998