Ansvarlig forskningspraksis

Som supplement til de fælles retningslinjer for ansvarlig forskningspraksis på Aarhus Universitet (AU) har Aarhus BSS udarbejdet fagspecifikke standarder særligt gældende for de samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske fagområder.

Supplerende standarder for ansvarlig forskningspraksis ved Aarhus BSS (pdf)

Aarhus BSS tilslutter sig naturligvis politik og retningslinjer for ansvarlig forsknings-praksis ved Aarhus Universitet samt den nationale Code of Conduct for Research Integrity. Aarhus BSS ønsker at understrege vigtigheden af kravet om maksimal transparens og uafhængighed i alle faser af forskningsprocessen som et centralt kriterium i de fælles retningslinjer lokalt såvel som nationalt.

Endvidere understreges det, at det løbende arbejde ved Aarhus BSS med sikring af ansvarlig forskningspraksis i den sidste ende er forankret hos de personaleansvarlige i de faglige miljøer – in casu; institutternes ledelser, fakultetsledelsen og i sidste ende dekanen. Eksistensen af en AU-rådgivergruppe og et AU-udvalg for ansvarlig forskningspraksis må IKKE føre til, at de faglige ledelser frasiger sig dele af personaleansvaret.

Principper for ansvarlig forskningspraksis ved Aarhus BSS

Ansvarlig forskningspraksis ved Aarhus BSS hviler på det fundamentale princip om maksimal transparens og uafhængighed og indebærer blandt andet, at:

  • du designer og udfører originalt og selvstændigt videnskabeligt arbejde.
  • du lever op til forskningsområdets almindeligt anerkendte metoder og dokumentationskrav.
  • du medtager alle udsagn og data, der kan have indflydelse på forskningens resultater.
  • du fremlægger dine forskningsresultater objektivt og uhildet.
  • du forholder dig ærligt til egne data og analyser.
  • du sikrer videst mulig adgang til benyttede data.
  • du fremlægger dine resultater til offentlig diskussion.
  • du tydeliggør potentielle interessekonflikter, der vil kunne påvirke din forsknings troværdighed.
  • du tilkendegiver, hvornår du deltager i en offentlig diskussion eller debat på basis af dine egne forskningsområder, som ekspert på dit fagområde eller som privat engageret borger.
  • du oplyser om og giver anerkendelse til personer, der har bidraget til forskningen.


Forfatterskab forudsætter, jf. Vancouver-reglerne, at:

  • du har ydet et væsentligt bidrag til idé eller design, dataindsamling, analyse eller fortolkning af data, og
  • du har udarbejdet manuskript eller foretaget kritisk indholdsmæssig manuskriptrevision, og
  • du har haft det endelige manuskript til godkendelse, og
  • du har givet tilsagn om at være ansvarlig for alle aspekter af manuskriptet, idet du har sikret dig, at spørgsmål om nøjagtighed og lødighed i enhver del af arbejdet er tilstrækkeligt undersøgt og løst.