Jeg er en glad mand

Professor Philip Schröder, Nationaløkonomisk Institut, ASB


Hvad var de vigtigste ting, du fik med dig fra rektors sommertale?
Jeg er en glad mand. Jeg har fået fire tomme kasser med etiketter på. Det er de rigtige kasser, som vi har fået, og det er positivt. Nu skal vi arbejde for at fylde kasserne, men det ser lovende ud. Jeg er glad for at være medarbejder på et Aarhus Universitet med den nye profil. Samtidig havde jeg ikke regnet med, at få en afklaring omkring de fysiske rammer. Aarhus School of Business and Social Sciences bliver samlet, og det bliver op ad campus, hvor det hele sker, og hvor jeg mener, at den hører hjemme. Geografien fylder meget, og vi kommer tættere på byen og erhvervslivet, det er et plus.

Hvilken indflydelse tror du, at sammenlægningen vil få på din hverdag?
Jeg kan frygte, at der kommer meget møde- og lobbyaktivitet de næste 18 mdr., omkring struktur osv. Det er lidt bekymrende. Det er startskuddet mere end afslutningen, vi ser i dag. Det kan være, at det vil koste ekstra energi, at fylde de fire kasser med liv og struktur de kommende 18 mdr. – energi som kommer til at mangle i den daglige drift. Men sådan vil det være, når man laver nyt.

Hvad mener du om det nye navn: Aarhus School of Business and Social Sciences?
Det er fremragende. Hvis ikke vi sigter højt, som navnet afspejler, bliver vi aldrig dygtige – jeg er sikker på, at vi kan gøre det meget bedre. Historisk har vi ikke opnået den internationale impact, som vi fortjener. Bare fusionen for tre år siden, har givet et kæmpe løft. Med den etikette vi nu sætter på, viser vi, at vi gerne vil danse med de store. Det er et ambitiøst og flot navn, der passer til mine forhåbninger om vores fremtid.

Hvordan ser du på fremtiden for Aarhus Universitet?
Jeg synes næsten, det er alt for spændende. Det gik op for mig, da jeg så talen med min søn på 6 år. Han mente, den var kedelig – jeg syntes, at talen var spændende som en krimi! Man kunne se det på rektor, da han kom ind på de fire dekaner. Det er en fantastisk styrkelse af ledelsen. Men for at det hele lykkes, er det vigtigt, at de rammer plet, når de ansætter dekanerne. Hvis ikke de rammer plet, går det helt agurk. Det her bliver superfakulteter. Det kræver helt ekceptionelle ledere! De skal forstå Aarhus Universitet, forstå de gamle enheder, visionen i de nye. Det er en fantastisk udfordring. Jeg bliver svimmel, når jeg tænker over den humankapital, der kan løfte opgaven. Den ligger ikke på gaden og flyder. At finde fire dekaner af den rette støbning, er den allerstørste forhindring. Hvis de findes, kan jeg ikke være bekymret for resten.

AU Kommunikation