Stor tilslutning til TAP’ernes TR-møde

Tillidsrepræsentanter for det tekniske og administrative personale (TAP’erne) fra hele Aarhus Universitet var fredag formiddag samlet til fællesmøde oven på udmeldingen torsdag om fremtidsplanerne universitetet.

Universitetsdirektør Jørgen Jørgensen og vicedirektør for HR Louise Gade var med til mødet, hvor knap 40 tillidsfolk ivrigt spurgte ind til konsekvenserne af bestyrelsens beslutning for netop deres medarbejdergruppe.

– Mange af Jeres kolleger spørger sikkert, hvor er TAP’erne henne i hele denne proces, sagde Jørgen Jørgensen.

– Og det er jo rigtigt, at den faglige udviklingsproces mest har handlet om forholdene for det videnskabelige personale. Men nu kommer vi til den del af processen, hvor de nye beslutninger skal implementeres, og her skal alle med på vognen, lød det fra universitetsdirektøren.

Efter sommerferien går et analysearbejde i gang, hvor man skal kigge på den indre reorganisering, blandt andet i forhold til administrationen. Og derfor spurgte flere af tillidsfolkene netop til den fremtidige organisering af de tekniske og administrative ydelser, og om hvorvidt man lægger op til en struktur med en central eller en decentral placering.

Jørgen Jørgensen slog fast, at han ikke kan give nogle svar på nuværende tidspunkt, før analysearbejdet og arbejdsgrupperne har været i gang.

– Men jeg vil opfordre alle til at have en udogmatisk tilgang til det videre forløb, så vi finder de bedste løsninger, lød hans opfordring.

Samtidig understregede Jørgen Jørgensen, at der på sigt vil være behov for omplacering og dermed også opgradering af mange TAP’er.

– Det vi sætter i gang nu, koster penge. Og det skal vi prioritere, så folk kan få efteruddannelse, lød udmeldingen.

Dette mødte stor opbakning fra alle TAP’ernes fællestillidsrepræsentant, Aase Pedersen.

–Det her er ikke for at spare – det er en investering, sagde hun.

AU Kommunikation