Hvad var de vigtigste ting, du fik med dig fra rektors sommertale?
Jeg bed mærke i, at de har fjernet både skole og fakultet fra de nye danske navne på hovedområderne. Det synes jeg er lidt sjovt. Jeg er ked af, at humaniora og hele den gruppe kommer til at hedde Kulturvidenskab. Det ved jeg, at de bliver kede af – det er jo lidt misvisende. Men jeg er selvfølgelig glad for det navn, mit eget hovedområde har fået - School of Business and Social Science - det har vi kæmpet for.
Hvad mener du om sammenlægningen af Samfundsvidenskab og Handelshøjskolen, nu hvor den er en realitet?
Vi havde allerede indstillet os på, at sådan blev det. Nu vil vi se på, hvordan vi får mest muligt ud af sammenlægningen, og hvordan vi får udnyttet nye synergier. Der kan for eksempel være nogle fra statskundskab, som gerne vil have noget kommunikation – spindoktorer er jo meget udbredte i dag. På CBS har man en HA(psyk) – det kan der også blive mulighed for hos os nu, hvor psykologi bliver en del af det nye hovedområde.
Du har tidligere givet udtryk for, at du ikke syntes, at sammenlægningen var en god idé. Har det været et spørgsmål om tilvænning?
Selvfølgelig har det det. Al forandring kræver tilvænning. Men når man tænker lidt over det, kan man godt se alle fordelene. Fordi jeg læser HA(jur), vil det være en kæmpe fordel, fordi det vil udvide, hvilke valgfag jeg kan vælge inden for jura. Men jo, det kræver tilvænning for alle studerende. Derfor er det vigtigt, at alle fagområder går sammen og kommunikerer alle de positive ting ud, så de studerende får øjnene op for det. Når hele det nye hovedområde med tiden bliver samlet omkring det nordøstlige hjørne af Universitetsparken, kommer vi også tættere på hinanden, hvilket jeg tror vil hjælpe enormt.
Den faglige udviklingsproces fortsætter nu under fakultetsniveau. Hvad mener du om, at strukturerne bliver forskellige afhængigt af det enkelte fakultet/hovedområde?
Jeg synes, det er godt, rektor melder ud, at der bliver forskellige strukturer. Men jeg synes ikke, at han tydeliggør, hvem der skal beslutte, hvordan de strukturer skal se ud. Der savner jeg, at han konkret melder ud, at selvfølgelig bliver både studerende og medarbejdere inddraget i de arbejdsgrupper, der skal beslutte strukturerne. Han var meget vag omkring, hvor meget inddragelse, der bliver. Han vil ikke love noget. Så står vi igen i en situation, hvor vi ikke ved, hvor vi bliver hørt og hvordan.