Godt med udvikling i to tempi

Det var så den organisatoriske forandringsproces, dvs. den overordnede i hvert fald. Nu kan vi gå i gang med den faglige. Jeg er glad for, at det efter mødet på Sandbjerg blev klart, at udviklingen skal foregå i to tempi – selvom jeg nok synes den kunne foregå i flere hastigheder, så alle spørgsmål ikke partout skal være løst inden nytår.

Men selve det at spørgsmålene om studienævn, studiernes indretning og institutsammenlægninger skal diskuteres i udvalg er positivt. Her kan man inddrage de folk, der ved en masse om, hvad der er den enkelte uddannelses styrke og brand, og du kan inddrage folk, der ved noget om, hvad det betyder for det enkelte forskningsmiljø, at det har den og den type af forskere. F.eks. er det i frøperspektiv og ikke i fugleperspektiv, man skal afgøre, om det er fornuftigt, at der på Handelshøjskolen og Økonomisk Institut er nogenlunde samme typer økonomer.

Lektor i Statskundskab Tonny Brems Knudsen, Akademisk Råd, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet