Der er et udbredt ønske om, at arbejdet med diversitet, ligestilling og inklusion på AU skal være datainformeret, og at data skal være lettilgængeligt for relevante interessenter. Der findes allerede i dag en Power BI-rapport om køn (m/k), som er baseret på data om ansatte fra HR-kuben, men der er en efterspørgsel på et udvidet datagrundlag, der afspejler en bredere tilgang til diversitet.
Relevante interessenter kan nemt og sikkert få opdaterede DEI-data om ansatte, så data kan bruges som vidensgrundlag til prioritering af strategiske og lokale indsatser og til løbende opfølgning.
Ved udgangen af 2026 er der udarbejdet én eller flere Power BI-rapporter og evt. et samlet dashboard, der udvider datagrundlaget for arbejdet med diversitet, ligestilling og inklusion. Relevante interessenter er identificeret og har adgang til rapporterne, og der er kommunikeret til interessenterne om rapporterne.
AU HR Data og Digitalisering udarbejder et forslag til, hvilke data-typer det er muligt og relevant at fremstille i en Power BI-rapport. Det kan fx være alder og statsborgerskab, der indgår i HR-kuben samt, på sigt, løn og APV-data.
Interessenter på fakulteterne og i enhedsadministrationen inddrages tidligt i processen bl.a. med henblik på at afdække, hvilke data som vil være brugbare for organisationen, hvordan data konkret anvendes, og om der er behov for kommunikation til brugere, fx lokale udvalg. Et udkast drøftes i AU´s Diversitets- og ligestillingsudvalg. Herefter udvikles rapporter og eventuelt dashboard i Power BI.
AU HR, Data og Digitalisering har ansvar for indsatsen.
Fakulteterne og enhedsadministrationen inddrages via de medarbejdere, der understøtter fakulteternes og enhedsadministrationenss diversitets- og ligestillingsudvalg (”DEI-netværket”).
Indsatsen igangsættes i 2026 og forventes afsluttet inden årets udgang.