God valgskik

Konservative Studenter i Aarhus, Frit Forum Århus, og Studenterrådet ved Aarhus Universitet har udarbejdet dette papir for god valgskik op til og under de kommende universitetsvalg. Formålet er at skabe klarhed og sikre et behageligt valg for alle.

Papiret opstiller en overordnet ramme, der forventes at overholdes aftaleparterne imellem. Udover det i papiret beskrevne, skal man grundlæggende opføre sig ordentligt, med gensidig respekt og sund fornuft.

Hvad vi går til valg på

Som studenterpolitiske foreninger går vi først og fremmest til valg på vores egne holdninger, og hvordan vi som studenterrepræsentanter i studienævn, akademisk råd og bestyrelsen kan arbejde med vores visioner og mærkesager.  Vi arbejder alle for at få flest mulige studerende til at stemme til universitetsvalget.

Der skal der være plads til, at lokalt forankret valgaktivitet kan indeholde humor, så længe vi tænker os om og respekterer hinanden i aktiviteten.

Valgplakater

Valgplakaterne hænges op i overensstemmelse med de i Valgudvalget vedtagne kampagneregler for 2025.

Ligeledes fjerner man ikke andre foreningers plakater, med undtagelse af plakater, der er placeret på eller ved egne foreningslokaler. I tilfælde af uoverensstemmelser i forbindelse med plakaters placering kontakter foreningerne hinanden med henblik på at løse problemet.

De forskellige lister er selv ansvarlige for at nedtage egne plakater. Der opfordres til en koordineret nedtagning af plakater efter valgugen, hvor foreningerne hjælper hinanden. Dette skal ske senest i ugen efter valget.

Valgboder

Foreningernes valgboder kan stilles op på første valgdag og skal fjernes igen senest på den sidste valgdag. Fra valgboderne føres valg for foreningen og de medstuderende informeres om valgene. Man kan i valgboderne vejlede i brugen af e-vote platformen, men princippet om anonym, hemmelig stemmeafgivelse skal respekteres. Det er vigtigt at det fysiske rum i valgboderne respekteres og man ikke fører valgkamp i andres valgboder.

Man må gerne kræve en kvittering for afstemning, førend man udleverer snacks, merch mv. fra valgboden. Man må dog aldrig kræve, at der stemmes på netop foreningen for dette.

Tone og kommunikation

Ved diskussioner omhandlende valget, skal fokus ligge på sagen og ikke personen, og der holdes en god tone. Man må altid trække sig fra en politisk diskussion med en repræsentant fra en anden forening, såfremt man ikke ønsker at fortsætte samtalen. Det skal respekteres, hvis man beder repræsentanter fra en anden forening forlade ens valgbod, så man kan fokusere på at føre valgkamp.

Det er naturligt, at de forskellige foreninger fører valgkamp på de sociale medier, hvor de samme aftaler som for resten af valgkampen selvfølgelig er gældende.

Foreningerne imellem

Det er naturligt i den gode valgkamp også at tale om sit syn på modstanderes kandidatur og politik. Udgangspunktet bør være at sætte egen politik i perspektiv og derved styrke ens kandidatur – ikke at vinde stemmer på udelukkende at kritisere modparten. Ved oprigtig interesse for modparternes politik bør man henvise til modpartens kampagne og valgbod.

Kontakt

For at undgå problemer er det vigtigt, at vi som studenterforeninger har en god og klar kommunikation foreningerne imellem. Hvis der i løbet af valget skulle opstå konflikter kontaktes de respektive foreningers ledelse. Konflikter bør dog som udgangspunkt løses lokalt, parterne imellem. Politiske uoverensstemmelser er ikke konflikter, men udtryk for et sundt demokrati.

Ansvaret for information

Foreningerne forpligter sig på at styrke de studerendes forståelse for demokratiske organer og processer på universitetet. Der ligger derfor udover egen valgkamp en særlig forpligtigelse til at stå i spidsen for den demokratiske dannelse af universitets studerende.