Præsentation af studerende-kandidater til bestyrelsen

Som studerende-kandidat til bestyrelsen er det muligt at uploade en kort præsentation, der bliver vist på denne side i perioden 28. oktober til 14. november 2024.

Det er frivilligt at uploade en præsentation, så kun de kandidater der gør det, bliver vist herunder.

Anastasia Christensen


  • Bachelor-studerende på Natural Sciences
  • Molekylærbiologi og genetik
  • Stiller op for Studenterrådet

’Studerende bliver set, men ikke hørt’, det er den realitet, som jeg føler, vi studerende lever i. Vi bliver set og anerkendt som eksisterende og som et ’problem’, der skal fikses. Og der laves reformer, som vi desværre ikke kan gøre noget ved, med fokus på dette ’problem’. Men vi kan gøre en indsats for, at mentaliteten om, at vi studerende skal fikses, ikke spreder sig for langt ind bag AU’s mure. Vi er alle afhængige af hinanden, både undervisere, professorer, studerende, administration m.m. Det kan godt være, at vi studerende er afhængige af alle dem, der arbejder på universitetet, for at få vores uddannelse, men det, der tit bliver glemt, er godt indkapslet i Studenterrådets motto: ’Intet universitet uden de studerende’. For ja, vi er afhængige af universitetet, men universitetet er også i den grad afhængige af os studerende, og det skal vi sørge for, at de ikke glemmer. Dette er min motivation for at stille op for Studenterrådet som bestyrelseskandidat. 

Jens Vase Poulsen


  • Kandidat-studerende på Health
  • Institut for klinisk medicin
  • Stiller op for Studenterrådet

Mit navn er Jens Vase. Jeg læser medicin på 8. semester, hvor jeg sidder i studienævnet og i akademisk råd på HEALTH. Jeg har arbejdet for elever og studerende i over 10 år - bl.a. som formand for Danske Skoleelever. Regeringens besparelser og reformer skaber en kamp for overlevelse på institutterne, og i kampens hede bliver vi studerende nemt glemt - men det må ikke ske nu. I bestyrelsen vil jeg formidle og forsvare vores fælles interesser som studerende. Jeg vil arbejde for:
● Kvalitet: At AU stadig udbyder uddannelser i verdensklasse til trods for besparelser
● Frivillighed: At universitetet hjælper og fremtidssikrer vores frivillige foreninger
● Indflydelse: At almindelige studerende er med til at tage vigtige beslutninger på AU, og at vi ikke bare inddrages, når det hele er afgjort. 
● Trivsel: At man helt oppe fra universitetsledelsen prioriterer, at studerende har det godt, og at man tilgodeser et godt universitetsliv for alle 38.000 studerende på AU.

Max Manøe Bjerregaard


  • Kandidat-studerende på Arts
  • Institut for Kultur og Samfund
  • Stiller op for KS - Den borgerlige liste

Mit navn er Max Bjerregaard, jeg er 24 år og studerer filosofi på 3. semester af kandidaten.

Som formand for Konservative Studenter i Aarhus stiller jeg op til universitetsvalget for at styrke faglig frihed og de studerendes ansvar. Jeg ønsker, at studerende på Aarhus Universitet har større frihed til at tilrettelægge deres studieforløb og mener, at vi skal stoppe med at behandle studerende som elever. Vi skal bevare forsknings-, ytrings- og tankefriheden på universitetet – fundamentale værdier for et frit akademisk miljø.

Jeg kæmper også for, at alle studerende får mulighed for et mundtligt speciale forsvar, så man kan afslutte sit studie værdigt. 

Rose Lindskov

  • Bachelorstuderende på AArhus BSS
  • Juridisk institut
  • Stiller op for KS - Den Borgerlige liste

Mit navn er Rose Lindskov, og jeg læser HA(jur.) på 3. semester. Jeg stiller op til bestyrelsen, fordi jeg ønsker at sikre bedre rammer for os studerende, hvor vores stemme bliver hørt. Jeg har altid engageret mig, hvor jeg har set en mulighed for at gøre en forskel, og af denne grund har jeg i den sidste valgperiode siddet i Juridisk Studienævn.

Jeg ønsker at sikre inddragelse i overflytningen til den nye Universitetsby, for det er vores alles universitet, og vi skal alle sammen føle, at vi bliver set og hørt.
Jeg ønsker, at vi på hele universitetet kan bruge streaming og optagelse af forelæsninger på en ansvarlig måde, så alle kan have de bedste forudsætninger for at fordybe sig i deres studie.
Jeg ønsker yderligere at kæmpe for anonyme dispensationsansøgninger, så alle studerende kan føle sig trygge, når de har brug for ekstra hjælp.

Som bestyrelsesmedlem vil jeg prioritere, at studerendes behov og trivsel bliver taget alvorligt, og at vi får den bedst mulige studieoplevelse på AU.