Man skal gribe mulighederne

Den 31. januar takker professor og valgekspert Jørgen Elklit af efter 50 år på Institut for Statskundskab. Her ser han tilbage på en lang og produktiv karriere, som har budt på spændende oplevelser og store forandringer på universitetet og instituttet.

Jørgen Elklit
Foto: AU Foto
Her taler Jørgen Elklit for en stopfyldt sal til sin afskedsforelæsning d. 31. januar. Foto: Ingrid Fossum

Der er skrevet mange flotte ord om professor Jørgen Elklit, der med rette beskrives som en af verdens førende, når det kommer til valgsystemer og deres praktiske implementering. I 1970 blev han som ung historiekandidat ansat på Institut for Statskundskab, hvor han på fredag d. 31. januar kan fejre sit 50-års-jubilæum, som den første videnskabelige medarbejder på Aarhus Universitet.

Samme dag trækker han sig tilbage efter en lang og produktiv karriere. Jørgen Elklit har nemlig ikke blot skrevet og redigeret en lang række bøger og artikler, men har siden 1990 også rejst verden rundt som valgekspert i nye og konfliktramte demokratier. Her ser han tilbage på de oplevelser, der har betydet mest for ham i hans karriere, og på nogle af de forandringer, de seneste 50 år har budt på.

Hvad ser du som den største forskel på AU for 50 år siden og nu?

Både AU og instituttet har ændret sig meget siden 1970, men det er egentligt sket næsten umærkeligt. Man opdager det jo ikke rigtigt, når man står midt i det. Dengang var alting meget mindre - mindre årgange, færre ansatte, mere plads i Parken. Det gav en anden form for fortrolighed og en større viden om hinanden.

Dengang mødtes alle undervisere på instituttet fx en gang om ugen for at diskutere undervisningen og verdens gang over en kop kaffe og et stykke Rungsted-tærte. Nu er vi så mange, at det er svært at finde et lokale, der er stort nok til os alle. Vi har vel også mindre til fælles end dengang. Universitetet er i det hele taget blevet større institutter og større fakulteter, og man kan spekulere på, hvor grænsen egentlig går. Måske er den nået?

Rankings var heller ikke noget, vi spekulerede over dengang, jeg startede. Der drejede det sig mest om at finde ud af, hvordan den internationale faglige udvikling kunne blive transformeret til dansk grund, og hvordan man selv kom med i den udvikling. Undervisningen skulle passes, og vi skulle finde ud af, hvordan man forskede, så også andre kunne have glæde af det. Og vi kunne end ikke drømme om, at instituttet - og universitetet - 50 år senere skulle stå så stærkt og være så anerkendt - også internationalt – som tilfældet blev.

I dag kører tingene på skinner, og vi har rigtigt mange dygtige forskere, også fra udlandet. Det har ført til nye overvejelser, som vi ikke havde før – fx hvornår vi snakker dansk, og hvornår vi snakker engelsk – og hvordan finder man ud af, hvem alle de nye kolleger egentlig er?

Hvad har været den største oplevelse i din karriere?

Det var, da jeg i 1994 var medansvarlig for at arrangere det valg i Sydafrika, som markerede overgangen fra apartheidstyre til demokrati. Det var også mig, der skulle annoncere resultatet af valget, som vi i valgkommissionen havde klaret på utrolig kort tid, og det var et stort øjeblik, også rent følelsesmæssigt. Det har i det hele taget været fantastisk at få lov at bruge min viden i praksis mange forskellige steder – og at kunne prøve at gøre en reel forskel rundt omkring i verden.  

Det har været et stort privilegium at kunne arbejde på Institut for Statskundskab, som altid har været et fantastisk institut. Vi er gode kolleger, som i stort omfang har hjulpet og respekteret hinanden på tværs af fagligheder og faglige niveauer. Der har også altid været et rigtig godt forhold mellem VIP og TAP, og det gør instituttet til en velfungerende og – tror jeg – ganske særlig arbejdsplads.   

Hvad er dine bedste råd til unge forskere på tværs af Aarhus BSS?

Det er naturligvis vigtigt, at man dyrker og udvikler sin faglighed, men også at man er åben over for, hvad der rører sig i samfundet, så forskningen bliver anvendelig og bidrager konstruktivt.

Det er også vigtigt, at man har gode kontakter uden for universitetet, og at man griber de muligheder, der byder sig. Min første opgave som valgrådgiver i Nepal i 1990 opstod, fordi instituttet blev kontaktet af en medarbejder fra Udenrigsministeriet, som havde læst her og også en kort tid været kollega. For mig blev dét opkald starten på et langt og spændende engagement som valgrådgiver over hele verden.

Mit allervigtigste råd er dog, at man skal være en god og ordentlig kollega, også selvom man jo også er en slags konkurrenter. Man skal holde en ordentligt tone og glæde sig oprigtigt over hinandens successer. De kommer os alle til gode.

Hvad glæder du dig allermest til at tage fat på nu, hvor du trækker dig tilbage?

Først og fremmest vil jeg fortsætte med at skrive og redigere bøger og afslutte de forskningsprojekter, jeg er med i. Jeg kan nok heller ikke lade være med at blande mig i den offentlige debat. Jeg er lige nu involveret i diskussionen om det svenske valgsystem, som er noget anderledes – og bl.a. langt mindre hemmeligt – end det danske. Så jeg har stadig planer og ideer.

Jeg glæder mig også til at udforske Sverige, hvor jeg nu har boet i et par år, men ellers har jeg jo rejst over det meste af verden. Der er ikke mange steder, jeg ikke har været... det skulle da lige være Anholt, så måske skulle jeg tage en tur dertil?

Fire korte om Jørgen Elklit

  • Er uddannet i historie og fik som 28-årig AU’s guldmedalje for sin undersøgelse af folketællingen i 1845. 
  • Har rejst verden rundt som rådgiver om valg og valgsystemer i nye og konfliktramte demokratier, bl.a. Nepal, Sydafrika, Afghanistan, Bosnien-Herzegovina, Lesotho, Kenya, Mauritius, Kina, Irak og Mongoliet – og Danmark.
  • Var som medlem af Sydafrikas uafhængige Valgkommission medansvarlig for afviklingen af det valg, som i 1994 markerede overgangen fra apartheid til demokrati.
  • Bor i dag i Sverige sammen med litteraturforsker og tidligere medlem af Riksdagen Birgitta Wistrand.


Vil du vide mere om Jørgen Elklit?