Ny repræsentant for Aarhus BSS i AU’s bestyrelse

Professor Anne Skorkjær Binderkrantz fra Institut for Statskundskab er ny VIP-repræsentant i AU’s bestyrelse efter et valg med den højeste valgdeltagelse nogen sinde. Hun glæder sig til at komme i gang med arbejdet og til at tage favntag med nogle af de vigtige emner, der venter forude.

Foto: Folkeuniversitetet

Allerførst, stort tillykke med valget! Hvad fik dig til at stille op til AU’s bestyrelse?

For mig er det vigtigt at få bragt medarbejdernes gode synspunkter ind i organerne på universitetsniveau. Vi har et eksternt flertal af meget dygtige folk i bestyrelsen, men de er jo ikke fra universitetsverdenen. Som medarbejder kan jeg fortælle, hvordan tingene rent faktisk fungerer i dagligdagen ude på institutterne. Det er et vigtigt perspektiv at få med, når der skal træffes store beslutninger.

Det var egentligt ikke min plan at stille op, men jeg blev opfordret til det, og jo mere jeg tænkte over det, jo mere gav det mening. Jeg er rigtig glad for den kæmpe opbakning, jeg har fået både før, under og efter valget, så tusind tak for det!

Hvad vil du kunne bidrage med i bestyrelsen?

Det er første gang i 12 år, at Aarhus BSS har haft en VIP-repræsentant i bestyrelsen, og jeg tror faktisk, at vi kan bidrage med et lidt andet perspektiv. Aarhus BSS har mange ting til fælles med de andre fakulteter, men vi adskiller os også på en række områder. Vi har fx rigtig mange studerende ift. undervisere, mange forelæsninger, ret store institutter og uddannelser og en meget bred forskningsprofil.

Personligt kan jeg bidrage med min erfaring som studieleder og formand for Aarhus BSS Uddannelsesforum. Begge roller har givet mig en bred forståelse for fakultetet på tværs af fagligheder og en god føling med vores forskelle og ligheder – og de udfordringer, vi hver især står overfor. Jeg har også lært meget om samspillet mellem de forskellige lag i organisationen.

Hvad glæder du dig mest til i din nye rolle?

Jeg glæder mig meget til at se, hvordan bestyrelsesarbejdet fungerer i praksis. Hvordan stemningen er, hvor frit der bliver diskuteret osv. Det bliver spændende. 

Er der emner, der ligger dig særligt på sinde?

Jeg går meget op i, at vi skal lægge mere vægt på kvalitet, når vi arbejder med at sikre god forskning og gode uddannelser. I dag måler vi meget kvantitativt fx i form af BFI-lister og antal undervisningstimer. Det kan være fint med tal, men de siger jo ikke noget om kvaliteten. For mig er god forskning og undervisning lig med godt indhold, der bidrager i samfundet. Det er en vigtig diskussion at tage.

Et andet vigtigt emne, som relaterer sig til min egen forskningsinteresse, er, hvordan vi får ansat flere dygtige kvinder i forskning. AU er jo lige nu i fuld gang med at udforme en ny handleplan på området, som også skal behandles i bestyrelsen, så det glæder jeg mig til. 

Det er den højeste valgdeltagelse til et univalg nogensinde på 39,5 % mod 22,4 % i 2015. Hvorfor tror du, at valgdeltagelsen var så høj i år?

Først og fremmest blev der gjort en meget aktiv intern indsats for at få folk til at stemme, ligesom alle fakulteter og institutter havde opstillet kandidater. Det viser en stor tillid til AU’s øverste organer.

En anden grund kunne være, at vi lige nu skal forholde os til mange store emner, som har at gøre med noget helt fundamentalt; fx forskningsfrihed og eksternt samarbejde, hvor det handler om at passe på vores forskning. Og identitetspolitik, hvor det er vigtigt, at vi finder en pragmatisk balance mellem at tage hensyn og beskytte universitetets grundprincipper. Det glæder jeg mig til at bidrage til.