Du er her: AU  Medarbejdere  Organisation og ledelse Nyhedsbrev fra universitetsledelsen 2018 Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 13/2018

Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 13/2018

Kom til stormøde om planerne for AU's fysiske udvikling

Aarhus Universitets ledelse inviterer alle studerende og medarbejdere til stormøde i Aulaen den 2. maj kl. 10-11.30. Her præsenterer universitetsledelsen planerne for universitetets fysiske udvikling, og du kan stille spørgsmål og komme med input. Tilmelding er ikke nødvendig. Du kan også følge med via live-streaming på au.dk/campuslive 


Vær med til at hylde videnskabens rolle i samfundet

Søndag den 22. april kan du være med til at hylde videnskabens rolle i samfundet, når den verdensomspændende begivenhed "March for Science" løber af stablen. I Aarhus foregår det på Bispetorv, hvor dekan Lars Bo Nielsen fra Aarhus Universitet holder tale ved åbningen. Han opfordrer alle, der kan, til at møde op og fejre forskningen og dens rolle i vores verden og hverdagsliv. Marchen begynder kl. 14.

Det er andet år i træk, at March for Science afholdes i Danmark, hvor en lignende begivenhed finder sted i København. Der afholdes demonstrationer i byer verden over.


Akademiske Råd i spidsen for undersøgelse af forskningsfrihed 

Universitetsledelsen har iværksat en undersøgelse af forskningsfriheden på Aarhus Universitet, og de fire formænd for de akademiske råd og fællestillidsrepræsentant for det akademiske personale har som en samlet styregruppe ansvaret for at få udarbejdet undersøgelsen forud for de akademiske råds seminar i efteråret 2018.


Rektor advarer mod at nedlægge regionalt forankrede vækstfora

I en kronik i Børsen i dag den 20 april kommenterer rektor Brian Bech Nielsen sammen med formand for Regionsrådet i Midtjylland Anders Kühnau og Odders borgmester Uffe Jensen et nyt forslag fra Forenklingsudvalget for Erhvervsfremme.

De tre kronikører udtrykker bekymring for udvalgets forslag om at erstatte de demokratisk valgte regionsråd og regionalt forankrede vækstfora med én statslig bestyrelse med fem erhvervshuse under sig. De mener, at det ikke alene øger risikoen for, at vigtige lokale styrkepositioner bliver overset i erhvevsfremmeindsatsen - det fjerner også grundlaget for en række brede regionalt forankrede partnerskaber, der har vist unik evne til at skabe resultater. 


Seneste nyt om OK18

Forligsmand Mette Christensen besluttede natten mellem d. 17. og 18. april at udsætte strejke og lockout i indtil to uger. Medmindre forhandlingerne ender i forlig eller forlis inden da, betyder det nu, at strejke iværksættes fra 6. maj og lockout fra 12. maj.

Som supplement kan nævnes, at Finansministeriet den 10. april indgik aftale med AC-organisationerne om at undtage udstationerede medarbejdere fra konflikten.  


AU-forsker får 18 mio. kr. fra ERC til kampen mod virus

Søren Riis Paludan, professor på Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet, har modtaget et ERC Advanced Grant på 18,7 mio. kr. fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC). Den store bevilling gør det muligt for Søren Riis Paludan at søsætte nye store og ambitiøse grundforskningsprojekter med fokus på nye immunologiske mekanismer.


Husk Forskningens Døgn i næste uge

Kig forbi Stakladen den 26. april, hvis du vil opleve dine kolleger vise deres forskning frem til Forskningens Døgn. Arrangementet er åbent for alle. Er du nysgerrig, men forhindret i at dukke op, kan du følge med på AU’s Facebookside.


Kalender

 

 

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2017 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp

1443256 / i40