PARRINGSDANSEN STARTER MED DE FØRSTE HORIZON EUROPE CALL-UDKAST
Når de endelige call-tekster ligger på EU Portalen, er en stor del af de stærke konsortier allerede etableret. Så vil man være med i en Horizon Europe koordinatoransøgning, skal man læse arbejdsprogramudkastene og komme i gang med at danne sit konsortium så tidligt som muligt. Som professor Jacob Carstensen fra Bioscience siger det: ’Parringsdansen går i gang med det første programudkast’.
Jacob Carstensen er allerede godt i gang med en Horizon Europe ansøgning, der først har deadline i september. Konsortiet er på plads og et 1. udkast til ansøgningen også klar - selvom den endelige call-tekst endnu ikke er tilgængelig. Allerede i efteråret læste han det første rå udkast til et relevant call og fik sat gang i en proces. Han fik dannet kernen i konsortiet med tidligere samarbejdspartnere og fik også kontaktet flere relevante partnere i Europa, så det samlede konsortium er afbalanceret i forhold til et europæisk perspektiv.
Og selvom arbejdsprogrammet kun er 80-90 procent færdigt, så er det meste altså allerede på plads. Det handler kun om justeringer i ansøgningen, når det endelige program foreligger engang til april.
Vær på forkant af processen
Ifølge Jacob Carstensen er det vigtigt at få adgang til arbejdsprogramudkastene fra kommissionen så tidligt som muligt. Man får dem ikke automatisk, så man skal følge med og bede om at få dem tilsendt. Man kan enten få dem fra instituttets lokale forskningskonsulent eller fra Forskningsstøtteenheden, som sender dem til alle interesserede. ’Det kræver lidt tid at sætte sig ind i EU lingo og det kan godt være lidt overvældende med de mammutdokumenter. Men det skal til, for at man kan være på forkant og få dannet et stærkt konsortium. Løbet kan hurtigt være kørt. Jeg tror, at der allerede er dannet konkurrencedygtige konsortier for mange af emnerne i den første Horizon Europe ansøgningsrunde’, siger Jacob Carstensen.
Netværk, netværk, netværk
Et godt netværk er helt afgørende, for at man kan etablere et stærkt konsortium. Og kodeordet er synlighed – kombineret med talent og flid. ’Man skal ikke forvente, at folk tager fat i en, selvom man har lavet gode publikationer og har holdt mange oplæg. Man skal ud at sælge sig selv. Sætte foden i døren, hvor det er relevant. Man skal være proaktiv og opsøgende. Lyt på vandrørene og find ud af, hvem der er i gang med noget. Det gælder også internt på AU’, siger Jacob Carstensen.
Jacob Carstensen har været med i flere EU ansøgninger, som er gået igennem. Han var, efter eget udsagn, heldig at blive inviteret med i projekter, da han var en ung forsker. Og det gav mulighed for at vise, hvad han kunne. Dermed fik han et godt afsæt for at skabe sig et internationalt netværk. ’Det kræver en del tid i starten af ens forskerkarriere både at være opsøgende og lægge mange timer i forskningssamarbejderne. Så der skal præsteres. Artikler og konferencer er udmærkede, men er ikke i sig selv netværksskabende. Det giver noget til cv’et og det er også godt. Men det er i de reelle samarbejder, at netværket bliver etableret og udvidet, siger Jacob Carstensen.
Ønsker du at modtage Horizon Europe arbejdsprogramudkastene for et eller flere af clustrene eller virkemidlerne, er du velkommen til at kontakte Svend Binnerup i Forskningsstøtteenheden.