Public impact er vejen til private donationer
Professor Jacob Sherson har fået en donation fra en amerikansk familiefond. I første omgang 500.000 $ til at applikere sin forskningsmetode til undervisningsmateriale. Public impact er helt centralt for private donorer, men de er også risikovillige og støtter forskning, som udfordrer de kendte paradigmer.
Jacob Sherson er fysiker og hans forskningsgruppe ’Science at home’ udvikler computerspil, som genererer data til forskningen. Hvert spil tager afsæt i en forskningsudfordring. Det har givet spændende data, men bryder også med traditionelle krav til dataindsamling, hvilket kan være en udfordring, når man søger penge.
’Når man laver forskning on the edge, så er der mange bevillingsgivere, som ikke vil støtte det. Vi arbejder eksplorativt, og når vores forskningsmetode skal igennem et peerreview, så bliver den vurderet på et meget konservativt grundlag. De eksterne reviewere er generelt ikke begejstrede for projekter, som de vurderer som risikable. Derfor er private fonde og donorer interessante for os’, siger Jacob Sherson.
Forskning, impact, netværk, donation
I USA har man en større tradition for private donationer, og det gik Jacob Sherson målrettet efter. Hans forskning blev kendt verden over efter en artikel i ’Nature’, og han deltog aktivt i netværk, som interesserede sig for at bruge spil, som en vej til at generere data og løse forskningsspørgsmål sammen med ’gamere’. ’Vi har arbejdet målrettet på at tage vores forskning og vise potentialet til, hvordan det kan få en bredere impact både i forskning og civilsamfund. Det har jeg inkorporeret i mine faglige foredrag og til møder. Og så kommer man i et nyt netværk, som er interesseret og hvor nogen kender nogen osv.’.
Men det er ikke forskningsresultaterne, man sælger til en privat donor, det er public impact. Det skal gøre en forskel. Og man skal vinkle impactdelen på en anden måde. ’I vores tilfælde er hypotesen, at hvis eleverne oplever en forbindelseslinje til moderne frontforskning, så får de en dybere motivation for at lære og forstå’, fortæller Sherson.
Netværksarbejdet har stille og roligt givet personlige kontakter: ’En kender en, som kender en, som har en kontakt. Og pludselig har man en aftale med en privat fond. Her er det kun én, som skal tage stilling og det giver hurtige beslutninger, hvis man får foretræde. De private fondsejere gør, hvad de vil, hvis de føler for det. Og har man først fået en donation, så bliver det nemmere at få den anden, fortæller Jacob Sherson. Han mødte dog et problem – betingelsen for donationen var, at den ikke blev beskattet. Det kunne Forskningsstøtteenheden heldigvis medvirke til at løse. (Læs mere nedenfor)
Læs mere om Jacob Shersons forskning her. Og læs artikel fra dr.dk her.
Skattefrihed for amerikanske donationer
AU har indgået aftale med King Baudouin Foundation, US (KBF-US) om rammer for amerikanske donationer, så de ikke bliver beskattet. Aftalen med KBF-US åbner mulighed for, at Jacob Sherson og andre forskere ved AU kan modtage donationer fra amerikanere med gunstige vilkår for den amerikanske donor, og dermed også for den danske modtager.
King Baudouin Foundation og en række andre aktører tilbyder nemlig mulighed for, at eksempelvis europæiske universiteter opretter underfonde, som amerikanere med skattefrihed kan donere til. KBF-US anvendes til det formål af en hel række stærke europæiske universiteter. Forskningsstøtteenheden kontaktede disse universiteter og fik gode anmeldelser af deres samarbejde med KBF-US.
Forskningsstøtteenheden har mange års erfaringer med donationsområdet. Har du derfor spørgsmål om muligheder, formalia eller måske kontakt til en potentiel amerikansk donor, kan du kontakte Jakob Dragsdal Sørensen i Forskningsstøtteenheden i forhold til proceduren. Proceduren for bevillinger fra kendte amerikanske fonde, så som Bill and Melinda Gates samt Michael J. Fox, er den samme som hidtil.