Erklæring: Ytringsfrihed for medarbejdere og studerende på Aarhus Universitet

Bestyrelsen på Aarhus Universitet har 7. april 2022 vedtaget nedenstående erklæring om ytringsfrihed for medarbejdere og studerende på Aarhus Universitet. Erklæringen er blevet til efter en høringsperiode, hvor en række inviterede parter har givet input til erklæringens indhold.


Erklæring: Ytringsfrihed for medarbejdere og studerende på Aarhus Universitet

Indledning

Ytringsfrihed er en fundamental rettighed i et demokrati. Den er ligeledes afgørende for universiteterne, deres funktion som en af samfundets grundpiller, og ytringsfriheden hænger uløseligt sammen med den akademiske frihed og forskningsfriheden.

Ytringsfrihed, akademisk frihed og forskningsfrihed er beskrevet og sikret flere steder: Grundloven, universitetsloven, den danske kodeks for integritet i forskningen, Aarhus Universitets politik for forskningsintegritet, forskningsfrihed og ansvarlig forskningspraksis samt Aarhus Universitets personalepolitik.

Denne erklæring bygger på ovenstående og følger op på anbefalingen i Ytringsfriheds-kommissionens betænkning fra 2020 om en styrkelse af forsknings- og ytringsfriheden til gavn for det danske demokrati. Erklæringen præciserer de overordnede principper for ytringsfrihed på Aarhus Universitet for alle medarbejdere og studerende.

Ytringsfrihed på Aarhus Universitet

Aarhus Universitet værner om ytringsfrihed og den enkeltes mulighed for at udfolde sit potentiale. Den frie dialog og tolerance over for forskellige synspunkter er selve grundlaget for universitetets virke. Universiteterne har til alle tider været steder, hvor viden konstant undersøges og udfordres i fri udveksling af idéer og tanker i en åben og respektfuld debat.

Den akademiske frihed er grundlaget for universitetets virke. Forskningsfrihed, tankefrihed og ytringsfrihed er nøje forbundet med akademisk frihed, hvis essens er friheden til at søge og formidle viden, erkendelse og forståelse. Det gælder både forskning, uddannelse og samarbejde.

Aarhus Universitet ønsker at uddanne studerende til at være reflekterende og kritiske samt sikre deres mulighed for frit at kunne ytre sig og forsamle sig til diskussion og læring. De studerende skal have mulighed for at stille åbne, undrende og kritiske spørgsmål. Den enkelte person og dennes akademiske faglighed dannes og udvikles gennem mødet med forskellige opfattelser og meninger i og uden for undervisningen.

Universitetet er en central viden- og kulturbærende institution og skal bidrage til et demokrati, hvor meninger brydes. Der skal være plads til nysgerrig skabelse og åben udveksling af viden til gavn for hele samfundet. Aarhus Universitets medarbejdere skal frit kunne involvere sig i den offentlige og politiske debat inden for de gældende retlige rammer. Det gælder også inden for deres forskningsfaglige felt. Herved bidrager de til, at vigtige beslutninger i samfundet træffes på et oplyst grundlag.

På Aarhus Universitet skal der være plads til en mangfoldighed af synspunkter og holdninger. I den akademiske debat, forskningen og undervisningen skal idéer og tanker frit kunne undersøges og diskuteres. Dette gælder også selv om disse for nogen kan forekomme at være ubehagelige, forkerte eller endda anstødelige. Det er op til den enkelte at udfordre ideer eller holdninger, som vedkommende er uenig i.

Alle har et ansvar for at bidrage til at opretholde en ordentlig omgangstone. I alle sammenhænge – faglige som sociale – skal alle udvise imødekommenhed, gensidig respekt og gøre en indsats for at forstå andres synspunkter og holdninger. Ytringsfriheden kan dog aldrig underordnes disse hensyn.