Ny strategi for Educational IT på Arts vedtaget

Med den nye strategi for Educational IT på Arts bliver digitale medier en central del af kvalitetsudviklingen af uddannelserne på Arts.

Strategien for Educational IT på Arts har været i høring i medarbejderorganerne og er nu blevet vedtaget i fakultetsledelsen, som også er ansvarlig for realiseringen af strategien. Dekan Mette Thunø siger om strategien:

"Educational IT kommer med denne strategi mere i fokus på Arts, så vi gennem en højere grad af teknologi-understøttet undervisning kan give de studerende et bedre læringsudbytte f.eks. ved at benytte de mange muligheder i Blackboard for kommunikation mellem undervisere og studerende uden for holdundervisningen. Fakultetet sætter med strategien midler af til at realisere den ved bl.a. at give underviserne tid til kompetenceudvikling."

Udmøntningen af strategien finder sted på institutterne med assistance fra Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier (CUDiM). Bl.a. skal CUDiM stå for kompetenceudviklingen af Arts' undervisere. Centerleder Arne Kjær siger:

”Den nye strategi for Educational IT på Arts skal understøtte at indførelsen af digitale medier bidrager til kvalitetsudviklingen af uddannelserne på Arts. Derfor sker udmøntningen i dialog med undervisere og studerende og i samarbejde med institutter, studienævn og fagmiljøer. En handlingsplan er lige på trapperne til at blive sendt ud til kommentering i fagmiljøerne”. 

Strategien bliver realiseret gennem konkrete projekter, som fakultetet sætter i værk i strategiperioden 2013-2020. Første projekt omfatter perioden 2014-2015 og er implementeringen af Learning Management Systemet (LMS) Blackboard, som skal udrulles på hele AU. CUDiM står for kompetenceopbygning i forbindelse med udrulningen af Blackboard på Arts. Ud over det grundlæggende i Blackboard er projektets fokus på kvalitetsudvikling med afsæt i, hvordan digitale medier kan understøtte de studerendes læring bedst muligt.


Kort om strategien

Strategien har fokus på tre indsatsområder (uddrag):

  1. Undervisnings- og læringsformer
    Underviserne skal systematisk og løbende tilegne sig (nye) akademiske digitale kompetencer, således at de kan udnytte læringspotentialerne i nye digitale medier, værktøjer og ressourcer. 
  2. Studerende og samspillet mellem undervisere og studerende
    Studerende skal have mulighed for at tilegne sig (nye) akademiske og arbejdsmarkedsrelevante digitale kompetencer, således at de er rustet til at udnytte læringspotentialerne i digitale medier, værktøjer og ressourcer. Dette skal så vidt muligt ske gennem arbejdet med faget. 
  3. Internationalisering
    EDU-IT skal bidrage til at åbne Arts’ uddannelser for omverdenen og gennem dette bl.a. bidrage til at tiltrække de bedste (nationale og internationale) studerende og bidrage til dialogen med omverdenen (aftagere) om fakultetets uddannelser. 

Læs mere

For yderligere information

Kontakt centerleder Arne Kjær
Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier