De studerende har jf. Eksamensbekendtgørelsen krav på at få oplyst bedømmelsesfristen for deres eksamener. Bedømmelsesfristen fremgår af eksamensplanen, som Studieadministrationen uploader på Studieportalen. De studerende har krav på at få deres bedømmelse inden for fire uger, men fristen kan i praksis være kortere af hensyn til f.eks. afvikling af reeksamen. Uanset om bedømmelsesfristen ligger fire uger efter afleveringen eller tidligere, har de studerende krav på at få bedømmelsen på den udmeldte dato.
Bedømmelsesfristerne for specialer tager ydermere hensyn til, at de studerende skal kunne afslutte deres kandidatuddannelse senest 30. juni (22 måneder efter optagelsen). Det betyder, at fristen for bedømmelse af specialer bliver omkring fire uger.
Universitetet kan kun ved særlige omstændigheder fravige den fastsatte frist. Kan bedømmelsen ikke gennemføres til den udmeldte og fastsatte dato, skal universitetet underrette den studerende herom med en begrundelse for udsættelsen og med oplysning om, hvornår bedømmelsen i stedet bliver meddelt.
Du skal derfor kontakte Studieadministrationen hurtigst muligt, så de har mulighed for at give de studerende besked om den nye bedømmelsesfrist.
Vær i den forbindelse opmærksom på, at din afdelingsleder skal godkende udsættelsen.
Er du og censor ikke enige om karakteren, skal I give prøven hver en karakter. Karakteren for prøven er gennemsnittet af disse karakterer afrundet til nærmeste karakter i karakterskalaen. Ligger gennemsnittet midt imellem to karakterer, er den endelige karakter nærmeste højere karakter, hvis censor har givet den højeste karakter, og ellers nærmeste lavere karakter. Eksaminator og censor skal begge inddaterer den endelige karakter i WISEflow.
Er eksaminator og censor ikke enige om, hvorvidt præstationen skal bedømmes til »Bestået« eller »Ikke bestået«, er censors bedømmelse jf. Eksamensbekendtgørelsen §26 den afgørende.
Hvis du er i gang med at bedømme en opgave, hvor der muligvis er tale om eksamenssnyd, skal du ikke afgive karakter. I stedet skal du følge vejledningen om eksamenssnyd.
Du afviser at tage imod opgaven via mail og henviser i stedet den studerende til Studiecentret, som kan hjælpe den studerende videre.
Hvis den studerende har eftersendt bilag/ny opgave til dig, kan du ikke bedømme den komplette/seneste version. Alt hvad der er sendt efter afleveringsfristen og via mail må ikke tages med i bedømmelsen. Det er udelukkende opgaver afleveret i WISEflow, der må bedømmes.
Du bedømmer den studerende som udeblevet og henviser herudover til Studiecenteret, hvis der er spørgsmål til enten at søge dispensation, tilmelde sig eksamen igen eller lignende.