Mere transparens i forskningsformidlingen

Et nyt sæt retningslinjer skal sikre transparens i formidlingen af AU’s forskning. På Aarhus BSS vil kommunikationsmedarbejdere derfor tage et nyt skema i brug, når de bistår forskere med pressemeddelelser og lignende.

Briller og penge på papirstak
Foto: Colourbox

Aarhus Universitet har godkendt et sæt nye retningslinjer for ansvarlig forskningsformidling, der skal sikre transparens omkring forhold såsom ekstern finansiering, interessekonflikter og lignende i universitetets forskning.

Retningslinjerne er en del af AU’s generelle indsats omkring ansvarlig forskningspraksis og forskningsfrihed. De nye retningslinjer vil for eksempel være relevante, når der skrives pressemeddelelser og på anden vis kommunikeres eksternt om nye forskningsresultater.

En forlængelse af Aarhus BSS’ nuværende praksis

På Aarhus BSS vil retningslinjerne i vid udstrækning fungere som en forlængelse af den nuværende praksis.

Fremover vil Aarhus BSS Kommunikation og Eksterne Relationer sætte denne praksis mere i system ved at anvende et særligt skema, når afdelingen skriver pressemeddelelser eller på anden vis samarbejder med forskere om formidling af deres arbejde.

Som forsker eller anden medarbejder på fakultetets institutter kan det være nyttigt at kende til retningslinjerne, særligt som ansat med opgaver relateret til forskningsformidling.

Retningslinjerne har været forelagt universitetsledelsen og forskningsudvalget.


Læs mere