Forskningsudvalget har nu holdt møde med det formål at lave en første screening af de 13 skitseforslag til interdisciplinære centre, som forskere fra en bred vifte af fagområder på universitetet har sendt ind ved ansøgningsfristen den 5. oktober.
I midten af november giver dekan Brian Bech Nielsen, der er ansvarlig for det tværgående bånd forskning, besked til forskerne om, hvilke der er udpeget til at lave fulde ansøgninger til et nyt interdisciplinært center. Disse ansøgninger vil i begyndelsen af det nye år blive vurderet af internationale review-paneler. De internationale paneler skal desuden vurdere de ansøgninger til interdisciplinære centre, som er blevet udarbejdet på baggrund af de konkrete ideer til centre, som blev meldt ud i forbindelse med 9. marts-rapporten om Fremtidens Aarhus Universitet.
Aarhus Universitet har i øjeblikket to interdisciplinære centre: iNANO og MINDlab, og ønsket er at skabe flere af den type forskningscentre, der på deres felt kan bidrage med forskning i den absolutte verdenselite.
Efter den internationale review-proces vil universitetsledelsen træffe beslutning om, hvilke ansøgninger der bliver realiseret.
Ved en nyligt overstået rundrejse i Kina blev professor og centerleder Flemming Besenbacher fra Interdisciplinært Nanoscience Center, iNANO, udnævnt til ”Overseas Director” og æresprofessor på hhv. Tongji og Jiangsu University, begge tæt på Shanghai.
2011 er jubilæumsår for en række institutter og fag på AU. Fredag den 28. oktober fejrede Institut for Økonomi sit 75-års jubilæum med ?et fagligt arrangement under titlen "Den globale finans- og gældskrise - status og økomiske perspektiver" og en efterfølgende fest.
Ligeledes i sidste uge blev der fejret jubilæum på Middelalderarkæologi. Fagets første 40 år på Aarhus Universitet blev onsdag, torsdag og fredag fejret med en international konference, garneret med ekskursioner, reception og fest.
Den 25. november bliver det Juras tur. Faget blev oprettet for 75 år siden på universitetet, og her vil jubilæet blive markeret med både et fagligt arrangement og reception.
Tidligere på året havde Datalogisk Institut 40-års jubilæum, mens Institut for Kemi og Institut for Geoscience (tidligere Geologisk Institut) er rundet 50 år.
I sidste uge var 2.131 gymnasieelever i studiepraktik som universitetsstuderende på 89 uddannelser på universitetet. Studiepraktik-ordningen er en del af et landsdækkende tilbud, hvor knap 10.000 gymnasieelever prøver kræfter med en videregående uddannelse.
Aarhus Universitet varetager det landsdækkende sekretariat for Studiepraktik for 509 videregående uddannelser i hele landet. Et vigtigt værktøj for den landsdækkende koordinering er det it-stystem, som eleverne bruger for at tilmelde sig, og det system er udviklet af AU IT.??????
En delegation fra Tbilisi State University med rektor David Chomakhidze i spidsen besøgte i sidste uge besøgt Aarhus Universtitet. Delegationen var blandt andet interesseret i at få et indblik i universitetets satsning på interdisciplinære centre og strategier for talentudvikling og internationalisering.
Med venlig hilsen,
Universitetsledelsen, 31. oktober
Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2011 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.
Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog