Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 14/2013

Stærke rådgivningspaneler til nationale centre

To nye paneler skal styrke Aarhus Universitets forskningsbaserede rådgivning inden for fødevarer, landbrug, miljø og energi.

Rådgivningspanelerne bliver tilknyttet DCA - Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug og DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi og skal rådgive ledelsen på Science and Technology om nuværende og fremtidige behov for forskning, uddannelse, videnformidling, myndighedsbetjening og teknologioverførsel.

De i alt 18 panelmedlemmer repræsenterer både erhvervsliv, myndigheder og interesseorganisationer.


Premiere på ny universitetsavis

Studerende og medarbejdere præsenteres tirsdag den 30. april for den nye universitetsavis Omnibus, som går på gaden både med papirversion og en netavis på dansk og engelsk. Omnibus skal udkomme seks gange årligt.

Dertil bliver Omnibus vært for en ny debatside på nettet, hvor der gives plads til læserreaktioner og synspunkter.


Udvidet tilmeldingsfrist til MatchPoints 2013

For at imødekomme interessen for MatchPoints-arrangementet ”Den nye værdidebat” torsdag den 23/5 er der åbnet for ekstra tilmeldinger. Det er gratis at deltage.

Det er desuden stadig muligt at tilmelde sig til MatchPoints-arrangementet fredag aften "Handel, politik og kultur i en ny verdensorden" med den amerikanske CNN-vært og ekspert i globale politiske forhold, Fareed Zakaria.

Der er ligeledes adgang for offentligheden til hele den akademiske del af MatchPoints Seminar. Herunder tiltrædelsesforelæsningen fra Harvard-professor Robert D. Putnam, der er tilknyttet Aarhus Universitet i et gæsteprofessorat. Tilmelding til de enkelte foredrag skal ske på MatchPoints-hjemmesiden. 

  • Læs mere om program, tilmelding etc.
  • Læs mere og se tv-interview med Robert D. Putnam 

Årets Leiden-rangliste offentliggjort

Aarhus Universitet er placeret som nr. 77 blandt verdens største universiteter i 2013-udgaven af den såkaldte Leiden Ranking. Leiden er desuden begyndt at lave særlige fag-rankings, og i kategorien Natural Sciences and Engineering er Aarhus Universitet nr. 40 i verden.

Leiden-rankingen er en rent bibliometrisk rangliste, der udelukkende måler på publikations-impact. Aarhus Universitet er placeret som nr. 77 blandt de 132 universiteter, som har registreret flere end 5.000 publikationer. Ændringer i Leiden-ranglistens opgørelsesmetode betyder, at mange tekniske universiteter er gået frem, mens flere brede universiteter går tilbage. Det gælder også for Aarhus Universitet, som i 2011 lå nr. 51 blandt verdens 100 største universiteter.

Ranglisten domineres af amerikanske universiteter med MIT, Stanford og Harvard på de øverste pladser. De eneste ikke-amerikanske universiteter i top-25 er ETH Zürich og University of Oxford. 


Kapsejlads for 23. gang

Årets største studenterbegivenhed på Aarhus Universitet, kapsejladsen på universitetssøen, blev afviklet torsdag eftermiddag.

Her kæmpede studerende fra 12 forskellige festforeninger på Aarhus Universitet traditionen tro indædt om hovedpræmien ”Det Gyldne Bækken". Området omkring Universitetssøen var godt fyldt allerede tidligt torsdag morgen, og sidste års publikumsrekord med 25.000 mennesker ventes at være blevet slået.

Kapsejladsen var endnu ikke afgjort ved redaktionens slutning. 


Kalender

Med venlig hilsen, 

Universitetsledelsen, 25. april 2013

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi kort om aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2013 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog