Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 3/2014

Hvem skal være medlemmer af ny bestyrelse og råd?

Uddannelsesministeriet har i åbne opslag indkaldt forslag til, hvem der skal være de kommende medlemmer af:

  • bestyrelsen for Danmarks Innovationsfond
  • Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd

Alle har mulighed for at indsende forslag, og de skal være Uddannelsesministeriet i hænde senest mandag den 17. februar 2014.


Informationsdag om EU’s bioøkonomistrategi

Aarhus Universitet har sammen med Det Strategiske Forskningsråd og Novozymes arrangeret en informationsdag om det kommende offentlig-private partnerskab for de biobaserede industrier (Biobased Industries Consortium) i Europa.

Udviklingen af de biobaserede industrier er et kerneelement i implementeringen af EU´s bioøkonomistrategi, og Europarådets forskningsministre har vedtaget en plan for udviklingen af dem. Ifølge planen skal der anvendes 1 mia. euro fra Horizon2020-budgettet og ca. 3 mia. euro i private midler til forskning, innovation og demonstrationsprojekter i de kommende år inden for de biobaserede industrier.

Konsortiet bag det nye partnerskab (Biobased Industries Consortium, BIC) er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på arbejdsplanen for 2014. På mødet skal denne plan drøftes. Ønsket er, at deltagerne har daglig praktisk erfaring med de relevante emner.

Informationsdagen afholdes den 6. februar på Aarhus Universitet. Senest tilmelding 30. januar.


Århundredets Festival giver nyt liv til forståelsen af 1800-tallet

En bred vifte af forskere fra Aarhus Universitet er med, når Folkeuniversitetet i Aarhus i tæt samarbejde med universitetet afholder Århundredets Festival.

Årets tema er 1800-tallet. Forskere byder ind med deres viden på nye måder i samspil med skuespillere, musikere og kunstnere på byens scener. Festivalens ambition er at gøre det sjovt at blive klogere.

I forbindelse med århundredets festival udgiver Aarhus Universitet, Aarhus Universitetsforlag og Folkeuniversitetet i samarbejde bogen ’Danmark bliver Danmark – Krig, damp og genier i 1800-tallet’. Med 101 fortællinger om 1800-tallet – én for hvert år – danner bogen en unik rejse op gennem århundredet.

Selve festivalen afvikles i dagene 7.-16. marts, men også før og efter vil der være relaterede arrangementer.


ERC grant sætter ekstra skub til forskningen

Kemilektor Alexander Zelikin på Aarhus Universitet har fået to mio. euro til at få sat ekstra gang i forskningen og udviklingen. Pengene er et såkaldt ERC Consolidator Grant fra Det Europæiske Forskningsråd.

Konkret vil ERC-bevillingen betyde ansættelse af fire ph.d.-studerende og en postdoc.

Der er givet i alt seks consolidator grants til Danmark i denne ombæring, og heraf altså et til en forsker på Aarhus Universitet. Der blev uddelt 312 grants af denne type i 2013. De er udvalgt blandt 3.673 ansøgere.

Alexander Zelikin har stået i spidsen for at skabe en ny metode til at bygge bittesmå, nedbrydelige medicinfabrikker inde i kroppen. Teknologien er patentansøgt og kommercialiseres gennem Technology Transfer Office på Aarhus Universitet.

 


Kalender

  • 3. februar: sundhedsminister Astrid Krag besøger Health
  • 26. februar: bestyrelsesmøde
  • 6. marts: fælles HSU/HAMU-møde



Venlig hilsen

Universitetsledelsen,

den 24. januar 2014

 

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer. På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2014 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp?sprog