Aarhus Universitet og Business Region Aarhus har netop indgået en ny samarbejdsaftale. Formålet er at skabe optimale betingelser for vækst og udvikling i business regionen – blandt andet ved at rekruttere flere internationale forskere til universitetet. I den forbindelse sætter samarbejdet fokus på ægtefællernes karrieremuligheder.
Rektor Brian Bech Nielsen fremhæver i et interview med JP Aarhus nødvendigheden af, at Aarhus Universitet kommer tættere på erhvervslivet. Prognoser frem mod 2030 viser, at langt flere kandidater fra landets universiteter skal finde job i det private erhvervsliv. Dermed er det ifølge Brian Bech Nielsen ikke et spørgsmål om, men hvordan vi sikrer, at flere studerende fremover finder vej til det private arbejdsmarked. I artiklen fortæller rektor om universitetets igangværende satsningsområder, som han kalder en tresporet bro til erhvervslivet. Det drejer sig både om at justere optaget mod flere ingeniører, der skal større fokus på karriereperspektivet i uddannelserne, og så skal der skabes grobund for, at flere kandidater kan etablere levedygtige startup-virksomheder.
Strategien blev vedtaget af bestyrelsen i sommer og er nu i gang med at blive implementeret ude på fakulteterne.
I dag 2. december åbner Aarhus Universitet Nordeuropas største og mest avancerede energilaboratorium, Rescue Lab. Her bliver det muligt for både forskere, studerende og virksomheder at eksperimentere med fremtidens elektriske energiteknologi. Dekan for ST Niels Chr. Nielsen fremhæver, at Rescue Lab er et vigtigt bidrag til Danmarks vision om at have en 100 procent bæredygtig energiforsyning allerede i 2050.
I alt 46 % af de studerende har besvaret den store studiemiljøundersøgelse. Det er 1.844 flere studerende end ved sidste undersøgelse i 2014. Udvalget for Uddannelse kalder det meget tilfredsstillende.
Universitetsvalget er afgjort, og pladserne til bestyrelsen, de akademiske råd, studienævnene og AU’s ph.d.-udvalg er fordelt. Universitetsledelsen siger velkommen og tillykke til de mange nye studerende, der har sat sig for, at de vil gøre en positiv forskel for deres medstuderende.
Der blev valgt 2 kandidater ind i bestyrelsen, 17 til de akademiske råd, 96 til studienævnene og 9 til ph.d.-udvalgene. Vi glæder os til samarbejdet.
En ny rapport fra Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste konkluderer, at cybertruslen mod danske offentlige institutioner er høj og reel. Ledelsen opfordrer til øget opmærksomhed på sikker nedadfærd.
Aarhus Universitet ønsker tillykke og byder velkommen til ny uddannelses- og forskningsminister Søren Pind, undervisningsminister Merete Riisager og sundhedsminister Ellen Trane Nørby. Også et tillykke til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som fortsætter på posten. Vi ser frem til et tæt og konstruktivt samarbejde.
Peter Munk Christiansen, professor og institutleder ved Statskundskab, Aarhus Universitet, fortsætter yderligere to år på posten som bestyrelsesformand for Det Frie Forskningsråd.
Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/ medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.
På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2016 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.
Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp