Aarhus Universitet satte i sommeren 2018 gang i at gennemføre en grundig undersøgelse om forskningsfrihed blandt egne medarbejdere for at afdække mulige problemer og deres omfang. Undersøgelsen kom i kølvandet på en landsdækkende undersøgelse af Politiken. Den viste, at der var pres på forskerne fra forskellig side. Undersøgelsen på Aarhus Universitet blev gennemført af et uafhængigt eksternt konsulentfirma, VIVE, og blev offentliggjort i december 2018.
Som opfølgning på rapporten og den interne drøftelse afholder Aarhus Universitet en offentlig debat om rapportens konklusioner set i et nationalt perspektiv. Det sker i dag, mandag den 28. januar, kl. 13-16 i Søauditorierne, Universitetsparken i Aarhus. Alla er velkomne, og det kræver ikke tilmelding.
Der blev i sidste uge afholdt møder med medarbejdere, som står for rengøring i en række bygninger på Aarhus Universitet. Ledelsen overvejer at udbyde rengøringsopgaven i 51 bygninger, hvor personale fra administrationscentrene Aarhus BSS, Arts og ST i dag varetager opgaven.
Der er ikke tale om, at universitetet er utilfreds med rengøringen i dag. Baggrunden er, at Aarhus Universitet som statslig institution er forpligtet til løbende at undersøge, om tekniske og administrative driftsopgaver med fordel kan løses af andre end universitetets egne medarbejdere.
På nuværende tidspunkt er der tale om, at universitetet undersøger, om rengøring i de pågældende bygninger er en opgave, som universitetet vil udbyde - altså konkurrenceudsætte. Indtil den 19. februar er samarbejdsudvalg og tillidsrepræsentanter involveret i processen og kan komme med input til forslaget.
Mandag i sidste uge blev endnu en kommuneaftale bragt i hus, denne gang mellem Horsens Kommune og Aarhus Universitet.
Aftalens hovedpunkter er matchmaking mellem studerende/dimittender og kommunens virksomheder, der efterspørger højtuddannet arbejdskraft, samt etablering af et demonstrationslaboratorium. Laboratoriet skal i tæt samarbejde med AU-forskere skabe nye løsninger inden for teknologi, materialevidenskab og digitalisering, særligt inden for Smart City og Industri 4.0-teknologier.
Læs mere om AU’s kommuneaftaler her
Junior Researcher Development Programme er et målrettet program for yngre forskere, som skal have karriere i det private erhvervsliv. Programmet, som har understøttet den unge forskeres kompetenceudvikling på AU gennem det seneste år, er blevet forlænget i 2019-2020. Desuden er strukturen blevet tilpasset, så programmet nu indeholder 4 karrierespor, der skal give bredere karriereprofiler for AU’s forskertalenter.
VILLUM FONDEN har netop udvalgt nye Villum Young Investigators blandt yngre særligt talentfulde forskere. To af forskerne er fra AU. Wolf Eiserhardt fra Institut for Bioscience og Jan Frahm fra Institut for Matematik modtager hver en Villum Young Investigator-bevilling på 10 mio. kroner.
Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.Her kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.
Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det her.