Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 27/2019

 

 

AU får tre nye grundforskningscentre

Danmarks Grundforskningsfond har bevilliget midler til tre nye grundforskningscentre på AU. De er en del af de 10 nye Centers of Excellence, der har fået den samlede bevilling på 1,1 mia. kroner. To nye centre åbner på Science and Technology og ét på Aarhus BSS.


Berit Eika forlænget som prorektor i tre år 

Aarhus Universitets bestyrelse godkendte på sit seneste møde en treårig forlængelse af Berit Eika som prorektor. Det sker på baggrund af en indstilling fra rektor Brian Bech Nielsen.

”Berit har med stor dygtighed varetaget rollen som prorektor. Vores uddannelser er kendetegnet af deres høje kvalitet, og den er helt afhængig af gode rammer for de faglige miljøer, herunder samspillet mellem undervisere og studerende, og de rammer har Berit været bannerfører for og formået at udvikle i en tid, hvor vi samtidig har skullet implementere mange politiske reformer. Derfor glæder det mig meget, at bestyrelsen har godkendt forlængelsen af prorektor, og jeg ser frem til det fortsatte samarbejde. Jeg tror også, at Berit vil være enig med mig i, at vi vil se positivt på lidt færre politiske reformer,” siger Brian Bech Nielsen.

Forlængelsen af Berit Eika gælder fra 1. juni 2020. 


Strategihøring er afsluttet

I torsdags var der frist for høringssvar til Aarhus Universitets kommende strategi frem mod 2025. Universitetsledelsen takker for de mange input, der er kommet ind.

I de kommende uger vil universitetsledelsen behandle høringssvarene og justere strategiudkastet frem mod den endelige drøftelse i Aarhus Universitets bestyrelse den 13. december.


Studerende hyldet for iværksætteri og elitesport

Aarhus Universitet har netop afholdt et hyldestarrangement for studerende, der har udmærket sig inden for elitesport eller iværksætteri. De studerende har enten vundet medaljer til VM, EM eller Universiaden – eller større priser med deres egne nystartede virksomheder. Fælles for de prisvindende studerende er, at de alle er en del af AU’s program Dual Career.

OL-medaljevinder Sara Slott Petersen og stifter af virksomheden Manigrip, Henrikke Kylén Pedersen var blandt de studerende, der blev hyldet ved arrangementet.


Tæt på forskeren, formidleren og mennesket, der vandt guld i god kemi

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II overrakte den 16. oktober H.C. Ørsted Medaljen i Guld til kemi-professor Karl Anker Jørgensen. Det var første gang i 30 år, medaljen blev uddelt. Karl Anker Jørgensen fik medaljen for sin banebrydende forskning inden for katalytisk kemi og sin fremragende evne til at formidle videnskabelige resultater til et bredere publikum.


ERC Synergy Grant til Arktis-projekt

Professor Alexandre Anesio fra Aarhus Universitet er en del af et internationalt forskerhold, som har fået 11 mio. euro i et ERC Synergy Grant til projektet DEEP PURPLE. Sammen med to professorer fra henholdsvis University of Bristol og GeoForschungsZentrum Potsdam skal de opklare, hvordan violette alger på indlandsisen påvirker miljøet i takt med, at klimaet bliver varmere.  


Milliondonationer til fire AU-forskere fra Lundbeckfonden

Fire erfarne AU-forskere har hver modtaget fem mio. kr. fra Lundbeckfondens støtteprogram ’Ascending Investigators’. Programmet har til formål at støtte etablerede, erfarne og talentfulde sundhedsvidenskabelige forskere, videreudvikle deres karriere og potentielt yde et væsentligt bidrag til sundhedsvidenskaben. Læs mere om de forskningsprojekter, de fire forskere har fået støtte til:


Tema for MatchPoints 2020 er ...

Temaet for MatchPoints 2020 bliver det dansk-tyske forhold – ”Denmark and Germany in Europe: Cooperation, conflict and future challenges”. MatchPoints, der finder sted 23.-25. april næste år, henvender sig til alle, der interesserer sig for danske, tyske og europæiske forhold, hvad enten man er forsker, fra erhvervslivet, embedsmand, gymnasielærer, studerende eller borger. Konferencen får besøg af en lang række forskere og debattører, blandt andre den amerikanske historiker og forfatter Anne Applebaum og professor Astrid Erll fra Goethe University Frankfurt.

2020 markerer blandt andet 100-året for Genforeningen, og Danmarks og Tysklands regeringer har udnævnt 2020 til dansk-tysk kulturelt venskabsår. MatchPoints Seminar 2020 taler ind i denne sammenhæng. Tilmeldingen til konferencen åbner primo januar 2020.


Folkeuniversitetets særaftale for AU-medarbejdere og alumner ophører 

Folkeuniversitetet har netop offentliggjort en stor andel af det kommende 2020-program. Du kan tilmelde dig forelæsningerne til normalpris nu.

AU-medarbejdere og alumner har tidligere haft mulighed for at tilmelde sig via en specialaftale, hvor Aarhus Universitets Forskningsfond har doneret midler, som har muliggjort gratis deltagelse. Denne ordning har mange deltagere haft glæde af frem til sommeren 2019, hvor det var sidste gang, alumner fra Aarhus Universitet og medarbejdere ved Aarhus Universitet på denne baggrund kunne tilmelde sig forelæsninger gratis. Fremover vil det ikke længere være en mulighed.

Er du fortsat interesseret i Folkeuniversitetets forelæsninger, kan du allerede nu tilmelde dig på Folkeuniversitetets hjemmeside www.fuau.dk.


Kalender

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.Her kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det her.