Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 9/2019

APV-rapporterne er klar – nu starter det lokale opfølgningsarbejde

Aarhus Universitet har netop fået gennemført en undersøgelse af universitetets fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Resultaterne af APV 2019 viser, at medarbejderne på universitetet overordnet set er tilfredse med at arbejde på AU. Nu går de enkelte enheder i gang med at afholde dialogmøder. Her er der mulighed for at tolke resultaterne og drøfte, hvilke konkrete initiativer der evt. er behov for at sætte i værk lokalt. 


Opfordring: Gør taxameterforhøjelsen permanent

Usikkerheden om taxameterforhøjelsen skaber uro på universiteterne. Derfor er der brug for, at politikerne snarest muligt forpligter sig til at forlænge den.

Sådan skrev Danske Universiteters direktør, Jesper Langergaard, for nylig i Altinget om taxameterløftet på de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser, som står til at udløbe med udgangen af 2019. På Aarhus Universitet ser rektor Brian Bech Nielsen og prorektor Berit Eika gerne, at man går et skridt videre:

”Forhøjelsen bør gøres permanent, så både universitetet og de studerende har en sikkerhed for, at vi kan fastholde det kvalitetsløft, som midlerne har givet. Det gælder både i forhold til at levere på minimumstimetallet og fastholde den styrkede forskningsbasering”, siger de med henvisning til, at også forskerdækningen er forbedret efter taxameterløftet.

AU’s fire fakulteter opfylder alle målet om at tilbyde mindst 168 timer pr. semester på bacheloruddannelser og 112 timer på kandidatuddannelser. Det skyldes ikke mindst takstforhøjelsen, der blev indført i 2009 på baggrund af en rapport fra McKinsey, som konkluderede, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser var underfinansierede.


Studienævn debatterede nyt frivillighedsprogram

Kan et personligt udviklingsprogram gøre flere studerende interesserede i frivillighed – og skal man overhovedet have et personligt udbytte ud af at være frivillig?

Det var nogle af de centrale spørgsmål, da studienævn og uddannelsesudvalg for nylig var inviteret til seminar med fokus på anerkendelse af studerendes frivillige engagement. Med inspiration fra skotske University of Edinburgh drøftede deltagerne fordele og ulemper ved at indføre et lignende forløb på Aarhus Universitet.

Udvalget for Uddannelse arbejder på baggrund af dagens indspil videre med en mulig model for et pilotprojekt.


AU Digital Innovation Festival er i fuld gang

Der er ekstra travlt på Katrinebjerg i disse dage, hvor AU Digital Innovation Festival løber af stablen for første gang nogensinde.

Målet med den ugelange festival er at samle forskere, studerende og erhvervsliv med interesse for det digitale område og give dem mulighed for at udveksle viden og visitkort.

AU Digital Innovation Festival blev fredag den 5. april indledt med et hackathon, hvor IT-studerende fra hele verden havde mulighed for at tilmelde sig og arbejde intensivt på at løse en digital case. Derudover er der digitale workshops, en to-dages innovationskonference, som åbnes af rektor Brian Bech Nielsen, og mulighed for at besøge områdets forskellige forskningslaboratorier, inden det hele afsluttes med karrieremessen Kdag på fredag den 12. april. 

Det er Institut for Datalogi, Ingeniørhøjskolen, Institut for Ingeniørvidenskab og Institut for Kommunikation og Kultur, som i fællesskab har arrangeret festivalen. 


Forskningens festdag på Aarhus Universitet

18 foredrag og 10 stande med og om fascinerende forskning. Takket være velvillige AU-forskere er der dømt slaraffenland for nysgerrige sjæle, der kan opleve spændende præsentationer af forskningen på AU til Forskningens Døgn d. 24/4 fra klokken 14-18 i Stakladen, Aarhus. 


185 mio. kr. til forskning på Aarhus Universitet fra Villum Fonden

Fem professorer i fagene kemi, datalogi og fysik er udvalgt til at være Villum Investigators og modtager hver mellem 30 og 40 mio. kr. til deres forskning de næste seks år.


Professor i spidsen for ny tænketank 

Professor Flemming Besenbacher skal stå i spidsen for en ny tænketank, som skal gøre Danmark til et pilot-land i forhold til FN's Verdensmål om madspild og fødevaretab. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen har udpeget tænketankens syv bestyrelsesmedlemmer, og ud over bestyrelsen vil tænketanken bestå af ca. 35 medlemmer, som repræsenterer myndigheder, virksomheder, organisationer og forskningsverdenen.


Kalender 



Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.Her kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det her.