Aarhus Universitet vægter engagerende undervisning højt af hensyn til de studerendes læring og universitetets mål om forskningsbaserede uddannelser i international topklasse. Aarhus Universitet har derfor fokus på undervisernes pædagogisk-didaktiske kompetencer både ved ansættelse og i løbet af ansættelsen. Ved ansættelse i videnskabelige stillinger vurderes ansøgernes undervisningskompetence systematisk. Dette gøres for at sikre, at ansøgerne har de rette kompetencer til at varetage de konkrete undervisningsopgaver, der knytter sig til stillingen.
Ansøgere til postdoc eller forskerstillinger med undervisningsforpligtigelser, samt ansøgere til (studie)-adjunkturer, (studie)-lektorater og professorater skal sammenfatte deres undervisningserfaring og -kvalifikationer i en undervisningsportfolio, som medsendes ansøgningen og anvendes i vurderingen af ansøgernes pædagogisk-didaktiske kompetencer. Dette gøres med hensyntagen til stillingens niveau.
Ved lektor- og professoransættelser skal der ud over undervisningsportfolio også vedlægges et bilag med et teaching statement. Et teaching statement er et kort reflekteret essay om ansøgers personlige undervisningsfilosofi med eksempler på, hvordan denne udøves i praksis.
Hvis man i særlige tilfælde vil ansætte en ansøger, der forskningsmæssigt er på lektor-/seniorforskerniveau, men som er bedømt ikke-kvalificeret for sine undervisningsmæssige kompetencer, så skal instituttet udarbejde en konkret forløbsplan for, hvordan ansøgeren i løbet af 2 år kan opnå de nødvendige pædagogisk-didaktiske kompetencer.
For de nærmere indholdsmæssige krav til undervisningsportfolio og teaching statement henvises til fakulteternes ansættelsesprocedurer, som der findes link til her på siden.