Skriftlig samarbejdsaftale – hvornår & hvorfor?
Når AU indgår i et forskningsprojekt med en ekstern samarbejdspartner, er ambitionen at skabe ny viden og levere forskning af høj kvalitet. For at opnå denne ambition kan det være vigtigt, at der indgås en skriftlig samarbejdsaftale – i nogle tilfælde er det faktisk et krav at en sådan indgås. Der er også mange argumenter for, hvorfor det i det hele taget er en god idé at indgå en skriftlig samarbejdsaftale. Læs her om, hvornår der skal indgås en skriftlig samarbejdsaftale samt hvorfor det er en god idé.
Hvornår skal forskere på AU indgå en skriftlig samarbejdsaftale?
Som forsker på AU er det afgørende at sikre klare rammer for eksterne samarbejder. Det fremgår af AU’s grundregler, hvornår der SKAL indgås en skriftlig samarbejdsaftale med eksterne parter om et forskningsprojekt.
Ifølge grundreglerne skal der altid indgås en skriftlig samarbejdsaftale i følgende situationer:
- De centrale principper kan komme under pres: Når der er tvivl om, hvorvidt de centrale principper – forskningsfrihed, armslængde og uvildighed samt ærlighed, gennemsigtighed, ansvarlighed – kan komme under pres.
- Tilskud fra projektpart: Når AU modtager tilskud fra en ekstern part, som samtidig er samarbejdspartner i forskningsprojektet.
- Ekstern bevilling: Når AU og en ekstern part modtager tilskud fra en bevillingsgiver til et fælles forskningsprojekt.
- Bevilling med særlige krav: Når AU modtager tilskud fra en ekstern part, der stiller specifikke betingelser for anvendelsen af midlerne.
- Disposition over forskningsresultater: Når der i samarbejdet disponeres over resultater (immaterielle rettigheder/IP), fx ved at give optioner på licens til AU’s opfindelser.
- Behandling af personoplysninger: Hvis samarbejdet indbefatter deling af personoplysninger, skal der altid indgås en skriftlig samarbejdsaftale og i tilknytning hertil den relevante GDPR-aftale vedrørende deling af personoplysninger.
Hvorfor er det en god idé med en skriftlig samarbejdsaftale?
For at sikre klare rammer og undgå misforståelser i samarbejdet er det altid en god idé at indgå en skriftlig samarbejdsaftale. Her er nogle af de vigtigste grunde til, hvorfor en skriftlig aftale kan være fordelagtig:
- Klarhed over roller og ansvar: En skriftlig aftale er med til at tydeliggøre, hvem der har ansvar for hvilke dele af forskningsprojektet. Dette minimerer risikoen for misforståelser og sikrer, at alle parter har samme forventninger til samarbejdet.
- Beskyttelse af forskningsfrihed: Aftalen kan blandt andet være med til at værne om forskerens uafhængighed og fastsætte vilkårene for offentliggørelse af forskningsresultater, så forskeren bevarer retten til at publicere egne forskning uden unødig forsinkelse eller indblanding.
- Håndtering af immaterielle rettigheder: Hvis forskningen fører til nye opdagelser, kan det fastlægges i aftalen, hvem der ejer rettighederne til resultaterne. Dette er særligt vigtigt i forhold til eventuelt senere kommercialisering eller videreudvikling.
- Konfliktforebyggelse og -løsning: En samarbejdsaftale kan indeholde retningslinjer for, hvordan uoverensstemmelser skal håndteres, hvilket skaber en tydelig ramme for konfliktløsning, hvis der opstår problemer undervejs.
Såfremt du skal indgå en skriftlig samarbejdsaftale om samfinansieret forskning, skal du altid sørge for at inddrage TTO. Alternativt, kan du bruge TTO’s fast track-aftaler for samfinansieret forskning eller Trial Nation-skabelonerne, hvis der er tale om kliniske forsøg.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt dit projekt kræver en skriftlig aftale, kan du kontakte TTO for rådgivning.
Vidste du?
|