Fem centrale budskaber til Vækstforums drøftelse af universiteternes bidrag til den fremtidige vækst og velfærd. Indlæg af rektor Lauritz B. Holm-Nielsen ved mødet i Vækstforum fredag den 21. januar 2011.
Det danske universitetssystem er efter de reformer, der er gennemført i gennem det sidste årti, blandt Europas mest effektive. De største danske reformer, der er gennemført, kan sammenfattes under tre overskrifter: governance, struktur og finansiering. Resultatet er, at flere af de danske universiteter nu anses som værende blandt de førende europæiske universiteter, og der er i udlandet en opfattelse af, at danske universiteter er i gang med udviklingen af det 21. århundredes europæiske universitet.
I ledende internationale universitetskredse er der enighed om, at der ikke findes én rangliste som på en objektiv og præcis måde kan liste universiteter, som af naturlige grunde er yderst komplekse organisationer. Men når der måles på enkelte indikatorer som for eksempel publikationsimpact, kan det vises, hvordan den enkelte forsker eller institution placerer sig i forhold til netop denne indikator. Det kan derfor anbefales, at reformerne konsolideres, og at der fortsat arbejdes med at styrke eliten og kvaliteten inden for det, der for eksempel af Lisbon Council placeres som det førende europæiske universitetssystem, hvor universiteterne gives større frihed under større ansvar.
Universiteterne skaber den nødvendige, grundlæggende viden, som er fundament for hele samfundets udvikling, og for at både den private og den offentlige sektor kan udnytte det internationale videns-netværk. Derfor er det afgørende at kunne matche den satsning på forskning og udvikling, som sker i verden omkring os. Danmark opfylder i dag Barcelona-målsætningen om, at de offentlige forskningsbevillinger udgør 1% af BNP, og at de private forskningsbevillinger udgør 2 % af BNP. Hvis Danmark skal fastholde sin position som et førende videns-samfund, forudsætter det en vækst i de offentlige og private forskningsbevillinger svarende til, at de offentlige forskningsbevillinger udgør mindst 1,5 % af BNP, og at de private forskningsbevillinger udgør mindst 3 % af BNP i 2020 i overensstemmelse med ERABs anbefalinger
Der skal sættes fokus på overgangene i det danske uddannelsessystem. Skift mellem uddannelsesniveauer og -retninger indebærer alt for ofte, at erhvervede kvalifikationer ikke anerkendes. Det er studieforlængende og et unødvendigt ressourcespild.
Tilsvarende bør der skabes mere fleksible overgange mellem studie- og arbejdsliv. Med en større fleksibilitet kan der skabes attraktive universitetsuddannelser til studerende, med mulighed for overgang til arbejdslivet på forskellige trin i den videregående uddannelse. 3-årige bachelor-uddannelser efterfulgt af et erhvervsrettet uddannelsesforløb kan i mange tilfælde være et mere attraktivt tilbud til både studerende og kommende arbejdsgivere, hvis det ledsages af bedre muligheder for senere at vende tilbage til uddannelsessystemet og erhverve en kandidatgrad eller supplere sine kompetencer gennem efter- og videreuddannelse.
Der bør fortsat gives SU både til bachelor- og kandidatuddannelser, men systemet kan gøres betydeligt mere effektivt og endnu mere attraktivt for de studerende og samfundet ved at knytte SU til den studerendes studieaktivitet (erhvervelse af ECTS-point). En sådan omlægning af SU vil give et stærkt incitament til større studieaktivitet og en bedre udnyttelse af SU. Og det vil forøge udbuddet af højtuddannet arbejdskraft og det åremål, den enkelte vil kunne forventes at være på arbejdsmarkedet, uden at det vil forringe den enkelte studerendes økonomi.
Der bør satses yderligere på talentudvikling på det højeste niveau. Det kan ske ved at overgangen til ph.d.-uddannelserne integreres med bachelor- og kandidatuddannelserne, således at de dygtigste studerende kan overgå til forskeruddannelse tidligere end i dag. Der findes allerede velfungerende ordninger, hvor udvalgte elitestuderende kan påbegynde ph.d.-uddannelsen efter bachelorstudiet (3 år) eller førend det afsluttende kandidatstudieår (4 år).
Det er vist, at der kan opnås to særdeles positive effekter: For det første yngre ph.d.-kandidater og dermed tidligere overgang til jobs, der forudsætter forskeruddannelse - og for det andet mulighed for, at flere vil kunne gennemføre forskeruddannelsen inden for den samme økonomiske ramme. Derfor bør der indføres en ny type ph.d.-stipendier, som svarer til de forskerstuderendes status som studerende og ikke som ansatte, som det er tilfældet i dag.
L.B. Holm-Nielsen, Vækstforum, den 21. januar 2011