Tid til gearskifte i videnssamfundet
Kronik trykt i Jyllands-Posten, 27.september 2013
Det kan og skal ikke være universiteternes opgave at drive virksomhed. Det er ganske enkelt ikke den rette vej. Kommercialiseringen er kun en lille del af samspillet mellem universiteter, erhvervsliv og myndigheder.
Vi har brug for et gearskifte i samarbejdet mellem danske universiteter og erhvervslivet. Et skift fra version 1.0 til 2.0 i vidensamarbejde og teknologiudveksling.
Vi har grundlaget. Meget fungerer godt, og der er sket markante fremskridt i samarbejdet i de seneste 10 år. Men der skal være vilje og handlekraft i hele innovationskæden og i det politiske system, hvis vi skal nå til version 2.0. Det har vi brug for at diskutere, og det er oplagt at gøre med afsæt i blandt andet den analyse, som tænketanken DEA for nylig offentliggjorde om teknologioverførsel fra universiteter til erhvervsliv.
Men den helt legitime, relevante og nødvendige debat om universiteternes samarbejde med erhvervslivet bliver alt for ofte - og senest i forbindelse med DEA-rapporten - reduceret til et snævert mediefokus på, om universiteterne har tjent penge på teknologioverførsel.
Jeg forsøger ikke at krybe uden om, at danske universiteter ikke har ramt en guldgrube. Min pointe er: Det er ikke dét, det drejer sig om, hvis vi skal gøre det godt i Danmark! DEA har leveret en gennemarbejdet og nuanceret analyse af universiteternes teknologioverførsel til det private erhvervsliv, og den er et godt udgangspunkt for at drøfte de seneste 10 års erfaringer.
Men endnu vigtigere er det, at den er et godt udgangspunkt for at drøfte visionerne for universiteternes samarbejde med erhvervslivet.
Desværre er rapporten ikke blevet brugt og fortolket som fortjent i debatten. Det ærgrer mig af den enkle grund, at den efterfølgende debat som sagt har begrænset sig til den umiddelbare økonomiske værdi af teknologioverførslen - at universiteterne isoleret set ikke har tjent penge på teknologioverførsel - på kommercialisering, patenter, licenser, IP-rettigheder og spin-outvirksomheder.
Der har de seneste 10 år været et stort politisk fokus på indtjening via kommercialisering af forskning, og forventningerne har ganske enkelt været urealistisk høje.
Tallene viser helt naturligt, at universiteterne ikke tjener penge på teknologioverførsel. Og modsat det indtryk, man kan få af debatten, skal vi hverken fravælge teknologioverførsel eller forsøge at føre en langt mere aggressiv og indtjeningsfokuseret linje over for de danske virksomheder, vi samarbejder med. Det kan og skal ikke være universiteternes opgave at drive virksomhed. Det er ganske enkelt ikke den rette vej.
For at få proportionerne på plads er det først og fremmest vigtigt at præcisere, at kommercialisering kun er en meget lille del af det samspil, som er mellem universiteter, erhvervsliv og myndigheder.
Den største værdi skabes via de mange unge, som hvert år forlader vores universiteter, og som med ny viden og kompetencer får beskæftigelse i private virksomheder og hos offentlige myndigheder, eller som starter egen virksomhed.
Hertil kommer det ofte tætte samarbejde i konkrete forskningsog innovationsprojekter mellem danske virksomheder og forskningsmiljøerne, ligesom der finder en intensiv formidling sted af forskning og ny viden. Dette samarbejde skaber også langt større samfunds-og erhvervsmæssig værdi end den snævre teknologioverførsel.
I forhold til teknologioverførsel består opgaven konkret i at få diskuteret og forventningsafstemt det gearskifte, der er brug for i samarbejdet - hvordan vi kommer fra version 1.0 til version 2.0 for de næste års vidensamarbejde og teknologiudveksling mellem erhvervsliv og universiteter.
Vi skal flytte fokus fra et naivt håb om, at universiteterne kan tjene penge på kommercialisering, patentering, licenser mv. og i stedet rette det mod brobygning og engageret servicering af både forskere og virksomheder, når der skal udarbejdes forsknings-og innovationssamarbejdsaftaler.
Det vil sige, at der skal investeres i udvikling af modeller og aftaleformer, der kan lette samarbejdet og fremme innovation, vækst og beskæftigelse. Ressourcerne skal frem for at fokusere på opslidende diskussioner om ophavsret og rettigheder rettes mod opbygning af langvarige og tillidsbaserede samarbejdsformer, der er karakteriseret af troværdighed og værdiskabelse for alle parter.
Vi skal have det tætte samspil mellem forskningens faglighed og virksomhedernes forretningsperspektiv i centrum.
Det er også, hvad vi observerer internationalt, hvor storstilede industri-universitets-partnerskaber er ved at blive den globale norm, og hvor multinationale teknologibaserede virksomheder reducerer antallet af strategiske partnerskaber og i stedet går efter dybere og længerevarende samarbejder. Tilsvarende investerer universiteter i interdisciplinære forskningsplatforme eller centre med de store samfundsmæssige udfordringer som inspiration, og eliteinstitutioner prioriterer strategiske partnerskaber og kommunikerer det til videnskabelige medarbejdere i målsætning, incitamenter, meritering og ressourcer.
Kernen i version 2.0 i vidensamarbejdet, som jeg foretrækker at kalde det, er derfor bl. a. at løse konkrete problemer, at dele forretnings-og forskningsstrategier, at sikre åbenhed og deling af data, viden, erfaringer og infrastruktur og at få en passende portion pragmatisme omkring risikodeling og potentielle gevinster frem for "IPRspidsfindigheder" mv.
Det vil indebære, at danske virksomheder flytter fokus fra de ad hoc-prægede og enkeltstående projekter til det dybe og sammenhængende samarbejde; fra den megen fokus på IPR, licenser mv.
til fuld udnyttelse af mulighederne i hele innovationsprocessen; fra fokus alene på produktudvikling til innovation og udvikling af nye produkter, forretningsmodeller mv. samt at bryde vanetænkningen for netop at understøtte radikal innovation.
Og det vil naturligvis også betyde, at universiteternes teknologioverførselsenheder prioriterer og er i stand til at håndtere legitime interessekonflikter kompetent og effektivt, så de faciliterer og fremmer samarbejdet og mødet mellem forskernes faglighed og virksomhedernes ønske om adgang til ny viden, ekspertise og krav om indtjening.
Endelig kan vi kun opfordre til, at det politiske fokus flyttes til det lange sigt, herunder at fastholde forskerpatentlovens bestemmelser vedrørende IP-rettigheder, som siden dens vedtagelse har skabt en markant forbedring i mulighederne for at indlede forskningssamarbejde med private virksomheder.
Overordnet set er de lovgivningsmæssige rammer gode.
Men der er stadig vigtige forhold, som kan og skal understøttes politisk. Det drejer sig om udviklingen af nye modeller og platforme for samarbejde; om Seed Capital eller Bridge Funding til de mest lovende og innovative ideer i den skrøbelige modning til kommercielt bæredygtige produkter og processer; og om at styrke danske universiteters og virksomheders muligheder for at hente europæiske forsknings-og innovationsmidler.
Med diskussionen om Danmarks nye innovationsfond har vi en god lejlighed til at tænke nyt og få drøftet, hvilke nye virkemidler vi behøver. Vi har brug for en fond, som både prioriterer forskningen og de perspektivrige forskningsområder, og som til fulde adresserer potentialet i en version 2.0 i vidensamarbejdet og teknologiudvekslingen.
Vi har brug for en model, der både medtager de bedste elementer fra Højteknologifonden, Det Strategiske Forskningsråd og Rådet for Teknologi og Innovation, og som samtidig udvikler nye virkemidler. Og gerne så hurtigt, at der ikke opstår et bevillingshul i overgangen til den nye fond.
Lad os kort sagt bevæge os fra de perspektivløse drøftelser om, at universiteter skal tjene penge på kommercialisering og ophavsret til strategiske og langvarige samarbejdsrelationer mellem virksomheder og relevante forskningsmiljøer på universiteterne. Det kan og skal naturligvis foregå, uden at universiteterne går på kompromis med høj kvalitet og faglighed, eller på bekostning af virksomhedernes fokus på forretningen.