Den første konkrete udmelding om beslutninger og lokale opfølgninger på høringsfasen er sat til den 22. oktober.
Tiden frem til bruger universitetsledelsen på at nærlæse og drøfte de 167 høringssvar, som er indsendt til universitetsledelsen. Bidragene kommer fra akademiske råd, samarbejdsudvalg (fra de lokale til hovedsamarbejdsudvalget), forskergrupper, faglige organisationer, studenterorganisationer, grupper af medarbejdere og enkeltpersoner.
Til sammen har de indsendt ca. 600 siders høringssvar. Det er nu muligt at læse de høringssvar, der enten automatisk er offentlige, eller som afsenderne har ønsket at få offentliggjort, på hjemmesiden.
Universitetsledelsen vil gerne takke alle for den aktive deltagelse i processen med at finde løsninger på de påpegede problemer på Aarhus Universitet. I høringsfasen har der været gode diskussioner rundt om på universitetet.
Den 22. oktober kl. 10-12 holder rektor Brian Bech Nielsen åbent møde i Stakladen, hvor han orienterer om de beslutninger, som universitetsledelsen er klar til at melde ud på baggrund af høringen og problemanalysen. Desuden vil han skitsere rammerne for de efterfølgende processer på fakulteter og i administrationen. I forlængelse af det bliver der samme dag kl. 14-16 holdt tilsvarende åbne møder på fakulteterne og i administrationen.