Nyhedsbrev fra universitetsledelsen nr. 12/2016

 

Regnskab 2015: Solid økonomi ruster AU til fremtiden

Bestyrelsen har i denne uge godkendt det interne regnskab og årsrapporten for 2015. Efter to år med underskud kom Aarhus Universitet ud af 2015 med et overskud på 52 mio. kr. Dermed er universitetets økonomi bragt i balance som følge af den genopretningsplan, der blev gennemført i 2014.  

Resultatet giver universitetet et godt afsæt for at stå imod den forventede indtægtsnedgang i 2016. Der vil i de kommende år fortsat være fokus på en stram økonomistyring i arbejdet med at håndtere de økonomiske udfordringer frem mod 2019 som følge af finanslovens besparelser.


Flot fremmøde til Forskningens Døgn på Navitas

Omkring 1.300 besøgende blev klogere på alt fra pollen til planeter under Forskningens Døgn, der fandt sted i dag fredag d. 29. april på Navitas. Et historisk højt antal forskere deltog i årets arrangement, som med et bredt program inkluderede alle fire fakulteter.    

Det er en meget vigtig opgave at formidle forskning og være i dialog med omverdenen om vores aktiviteter. Derfor er det meget glædeligt, at så mange på tværs af fagmiljøerne i år har bakket op om AU's arrangement på Navitas med både events og foredrag.


Niels Lehmann udnævnt til prodekan for uddannelse på Arts

Konstitueret prodekan Niels Lehmann er efter en ansættelsesproces blevet udnævnt til prodekan for uddannelse på Arts. Han har været konstitueret prodekan siden 1. oktober 2015 og kan nu fortsætte det vigtige arbejde med at tilpasse det samlede undervisningsudbud som følge af de seneste politiske reformer på uddannelsesområdet.

Niels Lehmann har i en årrække været institutleder på Aarhus Universitet og står med en bred erfaring fra lignende opgaver. Han har bl.a. stået i spidsen for sammenlægningen til det institut, vi i dag kender som Institut for Kommunikation og Kultur. 


Ny videnskabspris gik til AU-forsker

Professor Jens-Christian Svenning fra Institut for Bioscience fik den 20. april overrakt den nyindstiftede Dronning Margrethe II's Videnskabspris. Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab står bag prisen på 100.000 kr., der gives til en fremragende forsker under 50 år.


Snart indtager Kapsejladsen Universitetsparken

13 studenterforeninger dyster om trofæet Det Gyldne Bækken, når årets legendariske kapsejlads løber af stablen i Universitetsparken fredag den 6. maj.

Studerende ved Aarhus Universitet står i spidsen for at arrangere kapsejladsen, som i dag er vokset fra en konkurrence mellem medicin- og tandlægestuderende til Nordeuropas største studenterdrevne arrangement. Mere end 20.000 studerende fra hele byen plejer at møde op. Årets kommentatorer er P3’s populære DJ-duo Lågsus, og prorektor Berit Eika holder tale ca. kl. 13.


Sidste frist for tilmelding til inspirationsdag om uddannelse i dag

Udvalget for Uddannelse inviterer til inspirationsdag den 3. maj i Aulaen og Vandrehallen. Her kan alle undervisere og studerende på AU hente inspiration hos de kolleger, der har modtaget strategiske midler i 2015. Temaerne er studieintensitet, uddannelseskvalitet og bedre match. Sidste chance for tilmelding er i dag fredag den 29. april. 


DHL – du kan stadig nå at være med

Aarhus Universitet inviterer traditionen tro alle medarbejdere til at deltage i DHL Stafetten den 18. august i Aarhus og Odense samt 1. september i København. Sidste år deltog mere end 2.000 medarbejdere, og universitetsledelsen håber, at mange også i år vil bruge det som anledning til at samles med kolleger. Man kan selv vælge, om man vil stille op som løbe- eller gåhold, og der er gratis T-shirts til alle deltagere.

Tilmeldingen er åben indtil 4. maj 2016.


Kalender

6. maj: Kapsejlads 2016

11. maj: Møde med DI’s forskningsudvalg

12. maj: Møde i Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) og Hovedarbejdsmiljøudvalget (HAMU)

25. maj: Uddeling af Rigmor og Carl Holst-Knudsens Videnskabspris

1.-2. juni: Danmarks Akkrediteringsinstitution på første panelbesøg

14. juni: Bestyrelsesmøde

16.-19. juni: Folkemøde på Bornholm

Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet på adressen http://info.au.dk/medarbbreve, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.

På adressen http://www.au.dk/om/uni/universitetsledelsen/nyhedsbrevuniled/2016 kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen. 

Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det på adressen http://info.au.dk/medarbbreve/index.asp