For første gang i 30 år uddeles H.C. Ørsted Medaljen i guld. Et stort tillykke til AU's kemi-professor Karl Anker Jørgensen, som er den udvalgte modtager. Han tildeles medaljen for sin internationalt banebrydende forskning inden for katalytisk kemi og sin fremragende evne til at formidle videnskabelige resultater til et bredere publikum.
Prisen uddeles af Selskabet for Naturlærens Udbredelse i samarbejde med Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab og overrækkes officielt af Hendes Majestæt Dronningen den 16. oktober 2019 i Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
H.C. Ørsted Medaljen i guld er uddelt 17 gange på 110 år, bl.a. til Nobelprismodtagerne Niels Bohr og Aage Bohr.
Regeringen har nu foreslået, at besparelser som følge af omprioriteringsbidraget bliver stoppet på hele uddannelsesområdet.
Rektor Brian Bech Nielsen hilser forslaget velkommen. Hvert år siden 2016 har Aarhus Universitet skullet spare 2 pct. på uddannelsestilskuddene – ligesom øvrige uddannelsesinstitutioner. Det er den besparelse, universitetet nu ser ud til at kunne sige farvel til fra 2020.
”Det er en meget glædelig nyhed. Det giver ikke universitetet flere penge, men vi får til gengæld bremset sparekravet og dermed en mere økonomisk stabil ramme. Det giver os bedre mulighed for at lægge planer for årene fremover”, siger rektor Brian Bech Nielsen.
Der er dog fortsat stor usikkerhed om universiteternes samlede uddannelsesindtægter. Det er især uvisheden om, hvorvidt regeringen vil fortsætte det forhøjede taxametertilskud til de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag, universitetet savner en afklaring på.
”Taxameterforhøjelsen har stor økonomisk indflydelse på kvaliteten af vores humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser. Vi ser derfor meget frem til at se det samlede finanslovsudspil fra regeringen og vil følge forhandlingerne i efteråret tæt”, siger Brian Bech Nielsen.
Finanslovsforslaget bliver fremlagt onsdag den 2. oktober kl. 12.
Den 24. september underskrev rektor Brian Bech Nielsen og borgmester i Randers Kommune, Torben Hansen, en samarbejdsaftale, som skal bygge bro mellem AU's studerende og kommunens erhvervsliv. En del af aftalen omfatter også forskningssamarbejde inden for bæredygtighed og plastik, sundhed samt et fortsat samarbejde med Randers Regnskov. Samarbejdsaftalen blev underskrevet i forbindelse med en karrieredag i Randers, hvor AU-studerende kunne møde det lokale erhvervsliv.
Efteråret er årstid for medarbejderudviklingssamtalen (MUS). Universitetsdirektør Arnold Boon opfordrer endnu flere på AU til at afholde MUS-samtalen, som ifølge ham er en hjørnesten i universitetets fortsatte udvikling.
Den 19. november 2019 får Det Kgl. Bibliotek et nyt fælles bibliotekssystem med én indgang til alle biblioteksressourcer. Den 14.-19. november vil enkelte biblioteksservices blive lukket ned, mens systemet implementeres. Allerede efter den 1. oktober vil hjemlån af bøger fra andre biblioteker ikke være muligt. Få overblik over alle vigtige datoer, du kan have brug for at kende til i forbindelse med overgangen til et nyt system.
Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.Her kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.
Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det her.