Kommentar fra rektor Brian Bech Nielsen:
Næste års finanslov sætter en positiv retning for Danmark som vidensamfund. Afskaffelsen af omprioriteringsbidraget og forlængelsen af den øgede taxametertakst på humaniora og samfundsvidenskab skaber ro om økonomien i uddannelsesmiljøerne. Det giver mulighed for at fastholde kvaliteten på uddannelserne.
Afskaffelsen af både uddannelsesloftet og deltagerbetalingen på danskkurser for internationale studerende er ligeledes betydningsfulde tiltag, som vil få positiv betydning – ikke mindst for de studerende, men også for samfundet i almindelighed.
Sammen med investeringerne i forskning – herunder også forskning i grøn omstilling – ser jeg finansloven som en anerkendelse af, at viden har enorm betydning for Danmarks udvikling. Det er en opmuntrende politisk tillidserklæring, som vi vil gøre vores bedste for at leve op til.
Innovationschef Eskild Holm Nielsen fra Aalborg Universitetshospital skal stå i spidsen for universitetets nye Faculty of Technical Sciences. Han er uddannet civilingeniør og kommer med en solid forsknings- og ledelsesmæssig profil i bagagen. Eskild Holm Nielsen tiltræder stillingen 1. januar 2020, når det nuværende fakultet, Science and Technology, deles i to.
Ansøgningsfristen til den anden dekanstilling til det kommende Faculty of Natural Sciences er 9. december.
På årets sidste møde i universitetets bæredygtighedsnetværk onsdag den 18. december offentliggør AU sit første klimaregnskab. Her vil universitetsdirektør Arnold Boon give en opdatering på arbejdet med AU’s bæredygtighedsstrategi, og man vil blive præsenteret for AU’s nye have, AU Garden. Alle medarbejdere og studerende er velkomne. Der er glögg og æbleskiver til de fremmødte, eller man kan følge mødet via live streaming.
Aarhus Universitet står i spidsen for et konsortium, som netop har modtaget 51,5 mio. kr. fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til at skabe et fælles højteknologisk laboratoriecenter, FOODHAY. Målet er at udvikle sundere og mere bæredygtige fødevarer og mindske madspild.
FOODHAY er et forslag fra Dansk Roadmap for Forskningsinfrastruktur 2015, og konsoritet bag FOODHAY består af en gruppe danske universiteter og virksomheder, som bidrager med et tilsvarende beløb. Dermed er den samlede investering ca. 103 mio. kr.
Professor og leder af Institut for Fødevarer, Michelle Williams, leder konsoritet, og en væsentlig del af den nye infrastruktur får til huse i instituttets nybyggede laboratorie- og kontorbygninger i Agro Food Park.
Hver uge udsender universitetsledelsen et nyhedsbrev. Her informerer vi om beslutninger og tiltag fra universitetsledelsen samt aktuelle aktiviteter og diskussioner. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet her, hvorefter du modtager en mail, hver gang nyhedsbrevet udkommer.Her kan du læse tidligere udgaver af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen.
Hvis du ønsker at tilmelde dig den engelske version af nyhedsbrevet fra universitetsledelsen, kan du gøre det her