Speciale til tiden

Formål

Projektets overordnede mål er, at en stor andel kandidatstuderende afleverer deres speciale til tiden – dvs. efter 4½ måneds specialeskrivning - i foråret 2017. Med henblik på at nå dette igangsættes en række initiativer i 2016. Her er delmålet, at mindst 80 % af de kommende specialestuderende deltager i de planlagte aktiviteter, og at alle har indgået en aftale med en specialevejleder senest d. 15. December.

Baggrunden for projektet er, at kandidatuddannelser fremover skal være afsluttet på 22 måneder. For Statskundskab betyder det en reduktion i specialeperioden fra 6 måneder til 4½ måned. Vi forudser betydelige udfordringer med at gennemføre denne reduktion, især fordi det vil være relativt let for de studerende at udskyde afleveringen af specialet til tre måneder senere. Helt afgørende for at lykkes med reduktionen i specialetiden er, at de studerende ved starten af specialeperioden - d. 1. februar - er så godt rustede til at skrive speciale som muligt. Det betyder blandt andet at:

  • Den studerende har indgået en aftale med en specialevejleder og har haft et-to indledende møder med vejlederen
  • Den studerende har identificeret et emneområde for specialet og har lavet det første udkast til en synopsis
  • Den studerende har et vist overblik over litteraturen på området fx fra tidligere fag på uddannelsen
  • Den studerende har en forståelse for processen omkring specialeskrivning og ved hvor der kan søges hjælp til processen
  • Den studerende har fået tildelt en specialeplads og indgår eventuelt i en specialegruppe

Formålet med projektet her er at ruste de kommende specialestuderende så godt muligt til specialeprocessen ved at sørge for, at ovenstående er opfyldt. Projektet sigter derfor både mod at ruste de studerende fagligt, procesmæssigt og socialt til specialeperioden.

Indhold

Projektet foregår i perioden 1. september 2016 til 1. februar 2017. Der vil være forskellige trin i processen:

  • 1/9 2016. Blackboardside. Opstart af en Blackboardside for kommende specialestuderende. Her lægges al relevant information og nyttige links i forbindelse med specialeskrivning.
  • 1/10 2016. Informationsmøde. Informationsmøde for kommende specialestuderende: fokus på, hvordan man identificerer og afgrænser en specialeide. Desuden information om proceduren for at finde en specialevejleder.
  • 4-6/11 2016. Specialeweekend. Hyttetur for kommende specialestuderende med oplæg både fra undervisere på instituttet, fra studievejledningen og fra relevante eksterne om tilrettelæggelse af specialeprocessen. På hytteturen vil der også være mulighed for at knytte kontakt til andre specialestuderende og danne specialegrupper.
  • 15/11-15/12 2016. Åbent hus hos vejledere. Mulighed for at få en snak med kommende specialevejledere. Herefter melder de studerende ind med ønsker til vejledere, og der foretages fordeling af vejledere, hvor de studerendes ønsker så vidt muligt imødekommes.
  • 15/12-23/12. Første vejledningsmøde. Alle har første møde med deres vejleder, hvor der aftales en plan for specialeforløbet.
  • 1/2 2017. Faciliteret specialegruppemøde. Studerende, der ønsker at være i specialegruppe, mødes første gang med deres gruppe. Her deltager også en facilitator fra instituttet. Herefter er det de studerende selv, der tilrettelægger arbejdet i specialegruppen.

Udfordringen med at sikre specialer på 4½ måned er allerstørst for den første årgang af studerende. Samtidig viser al erfaring, at det til stadighed er vigtigt at fokusere på, at de studerende skriver deres specialer på den normerede tid. Efter gennemførslen af dette projekt vil vi derfor vurdere, i hvilket omfang vi også fremover skal gennemføre denne type aktiviteter. Er udbyttet stort, vil vi sandsynligvis vælge at etablere tilbuddene – eller dele af disse – permanent.

Samtidig vil vores erfaringer være relevante på tværs af universitetet, idet de retter sig mod en udfordring, der er fælles for de fleste uddannelser.

Kontaktperson

Institut for Statskundskab

Studieleder Anne Binderkrantz, asb@ps.au.dk

Tildelte midler

67.500 kr.