Reduktion af studietid vha. løbende bedømmelse

Formål

Projektet søger at fremme brugen af løbende bedømmelse i kurser på ST. Løbende bedømmelse defineres som en eksamensform, hvor studerende optjener point fra læringsaktiviteter i løbet af kurset, og som sammen med den afsluttende eksamen udgør den samlede bedømmelse.

Succeskriterierne for projektet er defineret ud fra lokale og international erfaringer med brug af løbende bedømmelse:

  • At reducere studietiden ved at øge antallet af studerende der består eksamen.
  • At hæve de studerendes arbejdsindsats.
  • At opnå en større grad af sammenhæng mellem undervisning og eksamen.
  • At fremme brugen af feedback fra undervisere og medstuderende.
  • At reducere studerendes eksamensstress og eksamensangst, da den endelige eksamen ikke alene udgør eksamenskarakteren.

De samlede succeskriterier søger således at højne studerendes udbytte af de berørte kurser samt at hæve andelen af studerende, som gennemfører. Det forventes at medføre en reduceret studietid for de involverede studerende.

Indhold

 Projektet vil blive udført i to faser, fase 1 i første halvdel af 2016 og fase 2 i anden halvdel af 2016 og fremefter. I fase 1 af projektet vil ST Learning Lab udarbejde en online-ressource med information om og inspiration til bedømmelsesformer, herunder et fokus på løbende bedømmelse.

Målgruppen for online-ressourcen er undervisere og uddannelsesdesignere ved ST. Ressourcen vil indeholde information om forskellige bedømmelsesformer som fx tidsforbrug for underviser, fordele og ulemper samt hvilke typer af løbende bedømmelse som hænger særlig godt sammen med de forskellige afsluttende bedømmelsesformater.

Fase 2 af projektet er en pilotfase, hvor ST Learning Lab i fællesskab med de faglige miljøer identificerer 5 af STs egne kurser, hvor der er potentiale for at reducere dumpeprocenten. Førstårskurser vil blive foretrukket, da bedømmelsesformatet samtidig kan være en effektiv “driver” for en god arbejdsform for de studerende. Erfaringer fra disse kurser vil i 2017 og fremefter blive kommunikeret via den online ressource og danne inspiration under omlægning til semesterstruktur.

Aktiviteter til løbende bedømmelse vil primært blive udført i Blackboard, og ST Learning Labs rolle vil blive at assistere de kursusansvarlige i de udvalgte kurser med de pædagogiske valg i omlægningen til løbende bedømmelse samt det mere tekniske i form af fx aktiviteter i Blackboard. Disse kurser viser hermed eksemplarisk brug af Blackboard på ST.

Tidsplan

  • Fase 1: (Marts-August 2016) Udarbejdelse af online-ressource om eksamensformer, herunder løbende bedømmelse.
  • Fase 2: (August–December 2016) Pilotfase med støtte til implementering af løbende eksamensformer i (i første omgang) 5 af STs egne kurser.
  • 2017: ST Learning Lab kommunikerer erfaringer fra pilotfasen via onlineressourcen. Erfaringer fra pilotfasen videreudvikles så de kan tilpasses til omlægning til semesterstruktur i efteråret 2017.

Kontaktpersoner

ST Learning Lab

  • Ole Eggers Bjælde
  • Annika Büchert Lindberg

Tildelte midler

140.000 kr.