Hvad var problemstillingen?
Lingvistik har en studieordning med mange selvstændige skriftlige opgaver uden megen introduktion til, hvordan man griber sådan en opgave an. Ligeledes indgår der en stor del gruppearbejde, hvortil man kunne have gavn af flere redskaber til dette.
Hvad er der gjort?
Der er oprettet et instruktorforløb i akademisk studiekompetence tilknyttet faget Dansk og Verdens Sprog og ansat en instruktor til at varetage undervisningen i følgende områder: opgaveskrivning, argumentation, feedback, gruppearbejde og undervisningsforberedelse.
Har initiativet haft den ønskede virkning?
Overvejende ja, da mange studerende har meldt positivt tilbage, at de har forstået den teoretiske baggrund og bruger redskaberne i praksis (f.eks. i forbindelse med at skrive deres eksamensopgaver dette semester). Udfordringerne i dette forløb har været, at de studerende er på meget forskelligt niveau i forhold til studieteknisk kompetence, og at flere redskaber blev præsenteret for sent på semestret.
Hvad er det fremtidige potentiale for projektet?
Hvad kan universitetet lære af projektet?
De kan lære, at det hverken er svært eller særlig økonomisk omfattende at implementere et studieteknisk introduktionsfag på forskellige studier. Dette projekt har været studentergenereret, og der er stort potentiale i at lade de studerende have indflydelse på, hvilke redskaber og kompetencer, de har brug for i deres faglige dagligdag og fremtidige studieliv. Desuden er forløbet et eksempel på vigtigheden af studieteknik som håndværksmæssig baggrund for en høj faglighed.
Baggrund
Projektet passer ind under ønsket om en opfølgning på de studerendes arbejdstid og kan ses som et forsøg på en alternativ tilrettelæggelse af undervisningen. Ligeledes vil et sådant instruktorforløb bidrage til etablering af et fagligt studiemiljø med større fokus på studieteknik, faglig vejledning og feedback.
Formål og indhold
Vi har i dette semester udformet et instruktorforløb kaldet Akademisk Studiekompetence for 1. semesterstuderende på Lingvistik. Her er der blevet undervist i studieteknik ud fra vinkler som akademisk skriveproces, argumentation og opgavestruktur, ligesom der er blevet fokuseret på notat- og læseteknik, gruppearbejde og feedbackteknikker.
Målet med forløbet er at styrke de studerendes studietekniske kompetencer, så de kan blive bedre rustet til at gennemføre et studieforløb med et højt fagligt niveau på Aarhus Universitet.
Budget
Der er bevilget 10.844,58 kr. til projektet i 2011.