Studiecafé på Arabisk- og Islamstudier

Afrapportering


Hvad var problemstillingen?

Vi på Arabisk- og Islamstudier oplever, at nogle af de studerende, både med dansk og arabisk som deres primære sprog, støder på problemer, når de skal skrive opgaver og gå til mundtlig eksamen. En for stor procentdel dumper, de rejicerer og bruger mange eksamensforsøg eller tyer til plagiering.


Hvad er der gjort?

Vi har oprettet en studiecafé i lokaler på Tåsingegade 3 for de studerende på Arabisk- og Islamstudier, men også Arabisk og Kommunikation. Vi har ansat 5 instruktorer, som skiftevis har været til rådighed for studerende, 2 gange om ugen á 3 timer. Disse instruktorer har kunnet hjælpe de studerende med diverse faglige problemer: alt fra lektiehjælp til den sproglige og skriftlige arabiskundervisning, til hjælp til opgaveskrivning og mere dybdegående faglige spørgsmål.

Derudover har vi i løbet af studiecaféen afviklet 3 workshops med emner relateret til studiet. Titlerne har været: Grammatikkens ABC, Opgaveskrivningens ABC og Eksamensangst.
Endelig har vi afviklet ekstra instruktorundervisning i fagene ”Introduktion til Arabisk- og Islamstudier” og ”Arabisk på mellemniveau 1”, hvor der har været fokus på generel studieteknik.


Har initiativet haft den ønskede virkning?

I forbindelse med afslutningen på studiecaféen har vi foretaget en online spørgeskemaundersøgelse, som har vist generel tilfredshed med studiecaféen. Imidlertid så har brugerne af caféen ikke overvejende ramt den ønskede målgruppe. Således har caféen primært været besøgt af i forvejen stærke studerende, der ønskede at blive stærkere, og ikke svage studerende, som ønskede at blive stærke. Dog formoder vi, at det faglige niveau blandt brugerne af caféen generelt er blevet højnet, og samtidig kan vi konstatere ud fra vores spørgeskemaundersøgelse, at øget kommunikation mellem årgangene på Arabisk har forbedret studiemiljøet.


Hvad er det fremtidige potentiale for projektet?

Projektet havde også til formål at eliminere mængden af plagiering i skriftlige opgaver på Arabisk, samt at højne det generelle faglige niveau gennem studiecafé, workshops og ekstra instruktorundervisning. Begge dele kan dog først måles efter eksamensperioden.


Hvad kan universitet lære af projektet?
Networking på tværs af årgange er essentielt for et studium som Arabisk. Ud fra vores evaluering kan vi netop konkludere, at de studerende var mest tilfredse med at have et mødested, hvor de også kunne snakke med studerende fra andre årgange og udveksle faglige erfaringer mm. Dét at have en fast fysisk lokalitet bidrager positivt til udviklingen af et godt og frugtbart studiemiljø.

Projektbeskrivelse


Baggrund
Vi på Arabisk- og Islamstudier oplever, at nogle af de studerende, både med dansk og arabisk som deres primære sprog, støder på problemer, når de skal skrive opgaver og gå til mundtlig eksamen. En for stor procentdel dumper, de rejicerer og bruger mange eksamensforsøg eller tyer til plagiering. Vi vil meget gerne afhjælpe dette problem og vil gerne gennem ansættelse af instruktorer kunne oprette en studiecafé, hvor de, der har brug derfor, kan hente hjælp. Ydermere ønsker vi at hjælpe de studerende til et højere fagligt niveau igennem tilbud om forskellige workshops som f.eks. ”Grammatikkens ABC”, samt at forbedre studiemiljøet igennem workshops med titler som ”Hvad gør man ved eksamensangst?” og ”Fordele og ulemper ved at være tosproget”.


Formål
Ved hjælp af instruktorer at udbyde en studiecafé og sideløbende workshops, hvor både studerende med sproglige vanskeligheder og andre studerende kan hente støtte og inspiration.


Budget
Der er bevilget 100.000 kr. til projektet i 2011.