Deltagelse i sprogkonferencer

Afrapportering


Hvad var problemstillingen?
Sprogkonferencerne lægger op til, at både studerende og undervisere kan tage afsted sammen. Vi har et velfungerende aktivitetsudvalg på Lingvistik, som hele tiden søger oplægsholdere (studerende, undervisere eller udefrakommende), der kan kan bidrage med nye og spændende vinkler på sprog. Disse nye vinkler blomstrer på sprogkonferencer som de ovennævnte, og derfor vil vi som studerende med.


Hvad er der gjort?
Der blev i alt sendt 14 studerende og 1 underviser af sted til 4 forskellige sprogkonferencer i hhv. Odense, København, Bled i Slovenien og Nijmegen i Holland.


Har initiativet haft den ønskede virkning?
Ja, de deltagende studerende har alle kunnet få nye vinkler og inputs i forhold til deres særlige interesseområder inden for Lingvistik i et fagligt fællesskab. Ligeledes har de kunnet indgå socialt med fagfolk inden for Lingvistik og på denne måde været i stand til at skabe netværk, også i udlandet. Dette sætter afdelingen for Lingvistik på AU på kortet og fremmer vores synlighed. Det at en underviser også har deltaget sammen med de studerende i dette projekt giver en større integration i forbindelse med den efterfølgende sparring og dermed større faglighed


Hvad er det fremtidige potentiale for projektet?
De studerende, der har deltaget i projektet, skal til foråret holde oplæg for resten af afdelingens studerende omkring deres faglige udbytte fra konferencerne. Konferencerne vil på denne måde komme flere til gode.


Hvad kan universitetet lære af projektet?
Dette projekt sætter fokus på andre faglige aspekter end undervisning og eksamen, nemlig det at deltage i et fagligt netværk og opleve den mest aktuelle forskning præsenteret i et inspirerende miljø. De studerende fra Lingvistik brænder for deres fag og bør derfor også have muligheden for at fordybe sig i særlige interesseområder.

Selvom det koster at sende studerende ud, betaler dette sig tilbage igennem deres vidensdeling med de øvrige studerende, ligesom det motiverer til mere aktiv deltagelse i studiemiljøet. På længere sigt gavner det ligeledes de studerendes fremtidige karrierer gennem deres mulighed for at skabe faglige netværk på disse konferencer.

Projektbeskrivelse


Baggrund

Sprogkonferencer lægger op til, at studerende og undervisere kan tage af sted sammen. Vi har på Lingvistik et velfungerende aktivitetsudvalg, der hele tiden søger oplægsholdere (studerende, undervisere og udefrakommende), der kan bidrage med nye og spændende vinkler på sprog. Disse nye vinkler blomstrer på sprogkonferencer, og derfor vil vi med.


Formål og indhold
Som en del af forbedringen af faglig og social integration på Lingvistik, har vi i dette semester sendt 4 grupper af studerende (i alt 13 studerende og en underviser) til sprogkonferencer i Odense, København, Bled (Slovenien) og Nijmegen (Holland). Efter jul skal disse studerende dele deres oplevelser og erfaring gennem studenteroplæg på afdelingen, til faglig inspiration for alle.


Budget
Der er bevilget 15.000 kr. til projektet i 2011.