Opfølgende workshop på Human Security

Projektbeskrivelse


Baggrund og formål
Som fremhævet af dekan Mette Tunø skal vi blive bedre til at integrere vores internationale studerende, hvorfor det er nødvendigt med visse særskilte aktiviteter. Der kan imidlertid opstå dilemmaer omkring uhensigtsmæssig fastholdelse af skel mellem danske og udenlandske studerende. I den forbindelse ser vi det som en udfordring at skærpe såvel danske som internationale studerendes opmærksomhed på hinanden som kulturelle, sociale og faglige ressourcer. Det ønsker vi blandt andet at gøre via en opfølgende workshop på Human Security.


Indhold
På den nye kandidatuddannelse Human Security (Miljø- og konfliktanalyse) bliver der – ekstra-kurrikulært – afholdt to faglige introduktionsdage (faciliterede workshops) den 1.-2. september 2011. Her vil hele uddannelsens teori, empiri og metode blive prøvet af med udgangspunkt i konkrete cases fra projekter, undervisere selv er involverede i. Introduktionsdagene skal være med til at styrke den faglige integration og studiemiljøet på Human Security, hvor omkring halvdelen af de studerende har en udenlandsk baggrund. I forlængelse af de allerede fastlagte introdage ønsker vi at afholde en opfølgende todages workshop senere på semesteret, hvor der bliver plads til at gå mere i dybden med de enkelte cases, afholde oplæg fra anerkendte forskere og praktikere inden for feltet samt evaluere de case- og praksisorienterede undervisningsmetoder. Denne workshop vil resultere i følgende delaktiviteter:

  • Planlægning og udførelse af workshop
  • Evaluering af undervisningsformer til intern brug (VIP-regi)
  • Inspirationsmateriale til ekstern brug (f.eks. tekst- eller videoindslag til AU-web)


Budget
Der er bevilget 36.710 kr. til projektet i 2011.